RKV-beviset giver dig en række fordele. Du kan måske blive optaget på en uddannelse, som du troede var lukket land for dig.
Eller du kan måske afkorte uddannelsen, fordi du kan få godskrevet dele af den, og endelig kan du måske få et uddannelsesbevis uden at tage kurset.
Vil du opgradere din viden eller dine evner, kan en RKV hjælpe dig med at definere, hvad det er for huller, du i samarbejde med din arbejdsgiver skal have dækket ved hjælp af kurser og uddannelsestilbud.
Hvem kan få en realkompetencevurdering?
Alle voksen- og efteruddannelser giver dig ret til, at du kan få vurderet dine realkompetencer, inden du søger ind. Det gælder en arbejdsmarkedsuddannelse (AMU), en grunduddannelse for voksne (GVU), en videregående voksenuddannelse (VVU) og en diplomuddannelse. Du kan få vurderet dine realkompetencer på den skole, hvor du vil tage en voksen- eller efteruddannelse. Ofte tilbyder skolen en indledende samtale med en uddannelsesvejleder eller lærer om, hvad du skal tage udgangspunkt i.
Du har ret til at få vurderet dine realkompetencer, før du begynder på en voksen- og efteruddannelse, fx en arbejdsmarkedsuddannelse (AMU), grunduddannelse for voksne (GVU) eller en videregående voksenuddannelse (VVU). Se mere om de enkelte uddannelsestyper.
Se en oversigt over særlige uddannelsesmuligheder for flygtninge og indvandrere, der bor i Danmark.
Udlændinge, som vil studere i Danmark, finder oplysninger om regler for opholdstilladelse på Udlændingeservices hjemmeside.
Hvad koster en realkompetencevurdering?
Realkompetencevurdering er gratis for alle, der har en erhvervsuddannelse som længste uddannelse, og for alle ufaglærte. Det er gratis at få foretaget en realkompetencevurdering på arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU), erhvervsskolerne (EUD) og VUC.
På de videregående voksenuddannelser (VVU) og diplomuddannelserne tager skolerne et gebyr for ansøgere, der har en mellemlang uddannelse.
Kan man få støtte?
Ja, du kan få støtte, hvis du vælger at starte på en uddannelse. Hvis du har en erhvervsuddannelse eller en kortere uddannelse, kan du få offentlig støtte i form af en VEU-godtgørelse svarende til dagpenge som kompensation for løntab.
Din arbejdsgiver kan få refunderet udgifter til skolen, hvis du modtager løn under uddannelsesforløbet.
Undersøg den overenskomst, du er under, og læs evt. mere om voksen- og efteruddannelsesgodtgørelse og befordringstilbud på hjemmesiden VEU-godtgørelse og befordringstilskud. Du kan også spørge din tillidsrepræsentant, fagforening eller nærmeste leder, hvis du vil høre mere om dine muligheder.