Dennis, datafagtekniker
Dennis er 23 år og uddannet it-supporter. Han har arbejdet i it-afdelingen i en mindre virksomhed i godt et år, efter at han blev færdig med sin uddannelse.
Han synes, at arbejdsopgaverne er ved at blive lidt ensformige, og han kunne godt tænke sig at lære mere om it, så han kan løse mere varierede opgaver.
It-supporter er et trin på uddannelsen til datafagtekniker. Dennis henvender sig derfor til sin gamle skole for at supplere sin uddannelse til et niveau svarende til datafagtekniker.
Han bliver optaget på EUD+, som er en fortsættelse af uddannelsen fra trin 1 - vel at mærke uden uddannelsesaftale.
Inden han går i gang, bliver der gennemført en samtale mellem hans arbejdsgiver, skolen og Dennis. I virksomheden har han arbejdet meget med et par af de områder, som indgår i den sidste del af datafagteknikeruddannelsen. Ud over det, han har lært i uddannelsen til it-supporter, får han derfor godskrevet tre ugers undervisning på forløbet.
Dennis kan nu supplere sin uddannelse til niveauet for en datafagtekniker på 27 uger.