Foto af Kabinepersonale
Job

Kabinepersonale

Kabinepersonalet er en del af den faste besætning på fly, der medtager passagerer.

Fakta

Arbejdssteder:
Luftfartsselskaber
Stillingsbetegnelser:
Kabinepersonale, Cabin Attendant, Stewardesse, Flyværtinde, Airhostess, Steward, Flyvært, Airhost

For at blive ansat skal du opfylde særlige krav om bl.a. alder, helbred, sprogkundskaber og uddannelsesniveau. Kravene varierer fra selskab til selskab. Det er kabinepersonalets ansvar og vigtigste opgave at hjælpe flypassagererne med at komme ud af flyet i tilfælde af en nødsituation.

Dette ansvar medfører, at man som medlem af en kabinebesætning skal være i besiddelse af et gyldigt certifikat (benævnes CA-certifikat). Arbejdet udføres under meget trange pladsforhold og ofte under tidspres, især på de kortere ruter. Arbejdstiden er meget skiftende. Man må regne med at skulle arbejde på alle tidspunkter af døgnet og i forskellige døgnrytmer.

Læs også om uddannelsen i denne artikel.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

foto af stewardesse
Welcome on board - Stewardessen kontrollerer billetter og boardingpas.

Før et fly afgår, skal kabinepersonalet tjekke flykabinens sikkerhedsudstyr og andet udstyr til brug for passagererne i eventuelle nødsituationer. Før start skal brugen af udstyret demonstreres for passagererne.

Herudover skal man tjekke, at de nødvendige mad- og drikkevarer til passagerer og besætning er kommet om bord. Hvis der skal sælges toldfrie varer på turen, ser man efter, om disse er leveret.

Når passagererne går om bord, viser stewardessen dem på plads og hjælper med at anbringe bagage. Før flyet letter, skal man sørge for, at alle har spændt sikkerhedsselerne.

Under selve flyvningen betjener man flyets passagerer. Man serverer måltider og står i nogle selskaber for salget af toldfrie varer. Herudover skal man besvare spørgsmål fra passagererne og tage sig af de problemer, der opstår under turen, fx med eventuelle syge.

Det er en vigtig del af kabinepersonalets opgave at få flypassagererne fra den flyverutinerede til den bekymrede passager til at føle sig veltilpas under rejsen. Det betyder, at man må være lydhør over for passagerernes behov og ønsker og tilpasse servicen til den enkelte.

Langt de fleste flyvninger afvikles i løbet af nogle få timer. Flyvninger over lange distancer kan indebære gener på grund af tidsforskelle (jetlag) og overnatning på hoteller i andre dele af verden.

Det kvindelige kabinepersonale betegnes stewardesse, flyværtinde eller airhostess, det mandlige steward, flyvært eller airhost. På mindre fly er der kun en enkelt steward eller stewardesse. På større fly er der flere, og deres arbejde ledes af en kabinechef eller purser.

Om uddannelsen

Du bliver uddannet, efter du er ansat. Trafikstyrelsen har godkendt en række luftfartsselskaber til at uddanne kabinepersonale (Cabin Attendant), stewarder, stewardesser, pursere m.m.

Uddannelsen gennemføres i en skoleorganisation tilknyttet et dansk luftfartsselskab, idet mange uddannelseselementer baserer sig på udstyr og procedurer, der er specifikke for det enkelte luftfartsselskab og anvendte flytype(r).

Adgangskrav

Kravene til ansøgere varierer fra det ene selskab til det andet. Se de præcise krav på de enkelte selskabers hjemmeside.

Generelt stilles der krav om personlige kvalifikationer: Fysisk og psykisk stabilitet, fleksibilitet, velvillighed og venlighed, situationsfornemmelse og overblik, gode samarbejdsevner og evne at forholde dig rolig og effektiv i en presset situation.

Desuden stilles en række formelle krav: Gymnasial uddannelse (i de fleste tilfælde). Mindst et skandinavisk sprog skal tales flydende. Desuden skal du have god forståelse af de øvrige skandinaviske sprog såvel mundtligt som skriftligt. Du skal have gode kundskaber i engelsk og tysk og gode regnekundskaber.

Du skal være fyldt 18 år. Din højde skal ligge mellem 160-190 cm og din vægt være normal i forhold til højden. Du skal have et godt helbred og et godt syn. Du skal kunne svømme mindst 200 m og endelig have en ren straffeattest.

Undervisningen

Du får undervisning i:

  • Love og bestemmelser.
  • Elementær flyvelære.
  • Luftfartøj og udstyr.
  • Normale procedurer.
  • Nødprocedurer samt placering og betjening af sikkerheds- og nødudstyr.
  • Sikkerhed.
  • Hygiejne, flyvemedicin og førstehjælp.

Herudover indgår emner som passagerpsykologi, tale- og annonceringsteknik, rutekendskab m.v.

Uddannelsen foregår som klasseundervisning og i form af praktiske øvelser i betjening af udstyr (herunder nødudstyr), i normale procedurer og i nødprocedurer fx i evakuering. Nogle øvelser foregår i flykabine og/eller kabinemodel (mock-up). Uddannelsen afsluttes med skriftlig prøve.

Uddannelsen er teoretisk og praktisk og tilrettelægges af det enkelte luftfartsselskab som et kursus af 4-10 ugers varighed. De fleste steder foregår den som dagskole.

Læs om uddannelsen til kabinepersonale på Trafikstyrelsens hjemmeside

Arbejdsplads

Kabinepersonale er ansat i luftfartsselskaber, der udfører rute- eller charterflyvning. Se mere om Luftfart.

Følgende selskaber med base i Danmark har kabinepersonale: Danish Air Transport, SAS, Star Air og Sun-Air of Scandinavia.

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2019), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

 PrivatKommuneStat
Chefpurser, Kabinechef32.555 kr.--
Flysteward33.049 kr.--

Kilde: Danmarks Statistik

Sådan definerer vi indkomst på ug.dk

Fremtidsmuligheder

I nogle luftfartsselskaber er der for tiden mulighed for ansættelse af erfarne medarbejdere. Den øgede konkurrence fra lavprisselskaberne betyder dog, at nogle af de traditionelle luftfartsselskaber fyrer folk.

Generelt er det vanskeligt for uerfarne at få ansættelse i en uddannelsesstilling.

Mere uddannelse

Som medlem af en kabinebesætning skal man regelmæssigt og mindst en gang om året på repetitionskursus for at træne i nødprocedurer, førstehjælp m.v. Det enkelte luftfartsselskab tilrettelægger repetitionskurser for sit personale.

Få mere at vide

Her kan du læse mere om kabinepersonale:

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Er du i tvivl om, hvad du vil være, så hent inspiration i jobartiklerne.

Klik og gå til siden, der præsenterer værktøjet Jobkompasset.
Klik og gå til siden, der præsenterer værktøjet Jobkompasset.

Få hjælp til at vælge job og se mulige uddannelsesveje.

To eVejledere i gang med vejledning.
To eVejledere i gang med vejledning.

Tag fat i vores eVejledere og få hjælp via telefon, mail eller chat.