Når det drejer sig om rutetrafik, foregår den største del af jobbet i afgangshallen med check-in af passagerer, dvs. at du kontrollerer billetter, pas, visa, vaccinationsattester osv. og tager imod bagage.
Du laver arbejdet elektronisk, og du vil ofte skulle tale engelsk med passagererne og personalet. Der er også opgaver i gaten ved boarding af flyet samt i transithallen, hvor du betjener passagerer, der er i transit.
Ved chartertrafik er der også check-in i afgangshallen. Det foregår i reglen manuelt, og du taler ofte dansk med passagererne og personalet.
Når check-in er afsluttet, flytter du til gaten for at foretage boarding af flyet. Det arbejde foregår elektronisk. Det er trafikassistentens ansvar, at alle passagerer kommer om bord i tide, så flyet kan lette til tiden.
I forbindelse med ændringer af afgangstider er det trafikassistentens opgave at sørge for, at passagererne får den rette information. Hvis afgange helt aflyses, fx på grund af dårlige vejrforhold, må du sikre passagererne en god komfort og fx reservere billetter til fly, tog eller anden transport til dem.
Ved flyankomster hjælper du især passagerer, der har mistet deres bagage. Det er trafikassistentens opgave at sikre, at passagererne får deres bagage tilbage.
Du laver en rapport over den forsvundne bagage på grundlag af passagerernes oplysninger. Bagagen kan efterlyses via et computersystem, der kan spore bagage overalt i verden, eller via telefonisk kontakt til andre lufthavne og luftfartsselskaber. Eventuel hjælp med at bestille hotel eller lignende foregår også her.
Ansættelseskrav og uddannelse
En gymnasial uddannelse (stx, htx, hhx eller hf) eller tilsvarende. Desuden kræves kørekort samt ren straffeattest. Du skal tale og skrive flydende dansk og engelsk. Desuden skal du have erfaring med it og gerne erfaring fra servicearbejde, fx rejsebranchen.
Kravene kan variere i de forskellige selskaber, så kontakt derfor selskaberne.
Som nyansat trafikassistent gennemgår du et træningsprogram afhængig af ansættelsested:
Rutetrafik: 6 ugers forløb, der indeholder teori om check-in procedurer og billetkendskab samt et kursus i det it-system, der bruges ved check-in.
Chartertrafik: 3-ugers forløb med teori omkring check-in procedurer og et kursus i kørsel og manøvrering af gatens gangbro.
Ankomstservice: 3-ugers forløb, der består af et kursus i it-systemet Worldtracer, der bruges til at søge og lokalisere forsvunden bagage med.
Alle kurser afsluttes med prøver, der skal bestås.
Ansættelse sker på deltid og i en kontraktperiode på 4-6 måneder. Derefter kan der opnås fastansættelse, dog stadig kun på deltid (minimum 65 timer om måneden).