Gardinmontører kan selvstændigt rådgive kunden eller arbejde med bundne opgaver, fx for en arkitekt eller en scenograf.
Som første led i en opgave foretager gardinmontøren en samlet vurdering af, hvilke tekstiler og stangtyper der vil være bedst egnede til forholdene. Man skal tage hensyn til tekstilernes lys-, lyd- og varmeisolerende egenskaber og samtidig til kundens ønsker.
Du skal have forstand på stoffernes miljømæssige indflydelse af hensyn til fx allergiske reaktioner. Det kan også være gardinmontørens opgave at udvælge de rigtige tekstiler og finde frem til de rigtige ophængningsmetoder for at få stofferne til at falde rigtigt. Der findes et meget stort udvalg af tekstiler og mange forskellige typer stænger og ophængningsmetoder.
Gardinmontøren tager mål, beregner materiale- og tidsforbrug og giver et overslag over, hvad arbejdet vil koste. Ved større arbejdsopgaver, fx ved montering i nybyggeri, udarbejder man som regel et skriftligt tilbud med en pris på arbejdets udførelse.
Lettere gardinophængning med opmåling osv. bliver også foretaget af salgsassistenter, der er uddannet inden for boligtekstil under Detailhandelsuddannelsen.