En psykoterapeut er en professionel behandler, der bruger psykoterapi som behandlingsmetode. Det kan være en læge med specialistuddannelse i psykiatri, en psykolog, en socialrådgiver eller andre, der har efteruddannet sig som psykoterapeut.
En psykoanalytiker er en psykoterapeut, der udøver en bestemt form for psykoterapi, nemlig psykoanalyse. Psykoanalytikere kan lige som andre psykoterapeuter have forskellige grunduddannelser og en efteruddannelse som psykoterapeut.
Psykoterapi består af regelmæssige samtaler hos en uddannet psykoterapeut. Et behandlingsforløb kan vare fra nogle uger op til flere år. Psykoterapi foregår i et samarbejde mellem klienten og terapeuten.
Rammerne for terapien aftales normalt på forhånd. Målet med terapien, tidsperspektiv, mødested og pris er fastlagt fra starten, men kan om nødvendigt justeres efter fælles aftale.
Psykoterapeuter kan tage klienter i individuel terapi, parterapi, gruppeterapi, eller i familieterapi, hvor større eller mindre dele af familien deltager.
Terapeuten arbejder med klienternes problemer, fx i forbindelse med skilsmisse, en traumatisk krisesituation eller ved dødsfald. Andre klienter føler, at de er gået i stå, at livet glider forbi, eller måske lider de af angst, psykosomatiske symptomer, problemer med seksualitet, selvværd, angst eller andet.
Terapeuten yder hjælp til at komme igennem krisen eller til at opnå den ønskede løsning på problemet.
Psykoterapi er en videnskabeligt baseret psykologisk behandlingsmetode. Der findes forskellige psykoterapeutiske retninger.
Til brug i terapien er udviklet flere metoder eller værktøjer inden for de forskellige psykoterapeutiske retninger. Metoderne er fx kropsterapi, oplevelsesorienteret terapi, jungiansk analyse, familieterapi af forskellige retninger, drømmeanalyse, gestaltterapi, tegneterapi, hypnoterapi, åndedrætsterapi, fobitræning, samlivsterapi (sexterapi), musikterapi, transaktionsanalyse m.v. Mange psykoterapeuter har kendskab til og benytter flere retninger og metoder.
Psykoterapi er et fag, der stiller store krav til terapeutens etiske holdninger og menneskelige værdigrundlag. I Danmark er der endnu ingen regulering af psykoterapeuter.
Om uddannelsen
Socialministeriet, Ministeriet for Børn og Undervisning samt Socialstyrelsen har i 2004 udarbejdet et sæt kriterier for de uddannelser, der kan føre til praktisering som psykoterapeut. Kvalitetskriterierne omfatter både det faglige indhold af uddannelserne og organiseringen af uddannelserne.
Kriterierne lægger op til, at ansøgerne til de private psykoterapeutuddannelser skal have en relevant videregående uddannelse for at blive optaget på uddannelserne.
Typisk kræves en relevant videregående uddannelse med et socialt og/eller sundhedsmæssigt indhold samt en længerevarende terapeutisk efteruddannelse. Desuden kræves erfaring fra terapeutisk arbejde og fra egenterapi.
Læs mere om psykoterapeutiske uddannelser og medlemskab på foreningernes hjemmesider.
Psykoterapeutforeningen og Terapeutforeningen TF stiller en række krav til uddannelse og terapeutisk erfaring for at optage psykoterapeuter som medlemmer.
Læs mere om psykoterapeutiske uddannelser og medlemskab på foreningernes hjemmesider.