Patologi betyder sygdomslære, også kaldet patologisk anatomi eller bare patoanatomi. Det er læren om, hvordan organer og væv i vores krop forandres under sygdom.
En kirurg udtager prøven af patienten. Vævsprøven bringes videre til en patolog på et laboratorium. Inden vævsprøven er klar til at blive undersøgt i mikroskop, skal den først gennemgå forskellige kemiske processer og indstøbes i paraffin.
Herefter bliver den skåret i meget tynde skiver, der monteres på små glasplader, hvorefter det farves, så man kan skelne vævets forskellige bestanddele fra hinanden.
Derefter foretages mikroskopi af de fjernede dele. De fleste mikroskopiske undersøgelser laves ved hjælp af lysmikroskop. Vævet indstøbes i paraffin for at gøre det fast og skæres i ganske tynde snit,
Undersøgelsen skal føre frem til en diagnose (biopsi). Af og til laves der også en røntgenundersøgelse, evt. efter indsprøjtning af kontrastmiddel i blodkarene.
Foruden vævsundersøgelser kan præparater af enkeltceller bruges til diagnose (cytologi).
Celleundersøgelser anvendes ikke alene til at stille diagnoser hos patienter, men har fået stor betydning for folkeundersøgelser af sunde mennesker, især til tidlig afsløring af livmoderhalskræft ved screening.
I dag er det muligt for en patolog at undersøge en vævsprøve via internettet, såkaldt telepatologi. Kameraer, monitorer og en god internetforbindelse i operationsstuen, hos patologen og i laboratoriet gør det muligt for patologen, at undersøge vævsprøven og stille en diagnose på trods af stor geografisk afstand.
Patologisk anatomi er underopdelt. Nogle patologer er specialiseret i fx nervesystemets patoanatomi (neuropatologi) og øjenpatologi. Andre arbejder med patologi hos fostre eller børn.
Patologer samarbejder med andre specialer og ekspertfunktioner, fx klinisk mikrobiologi (se biolog) ved påvisning af mikroorganismer i væv og legemsvæsker, klinisk biokemi ved påvisning af kemiske forandringer i væv samt cytogenetik ved påvisning af kromosomfejl.
Patologers væsentligste opgave var tidligere at foretage obduktioner. De har stadig en vis betydning, men udgør en mindre del af arbejdet på patologiske afdelinger.
En obduktion er en undersøgelse af en afdød person. Der findes to forskellige former for obduktion, hhv. en retslægelig obduktion og en lægevidenskabelig obduktion.
En retslægelig obduktion foretages, når politiet har mistanke om, at der foreligger en kriminel grund til dødsfaldet, eller når politiet vil fjerne en evt. tvivl om dødsårsagen. En retsmediciner tager sig af obduktionen, som skal fastslå, hvordan og på hvilken måde personen døde.
En lægevidenskabelig obduktion skal bl.a. afsløre den præcise dødsårsag, bestemme sygdommens udbredelse og finde andre sygdomme, der kan have haft betydning for sygdomsforløbet uden at være den direkte årsag til døden.
De lægevidenskabelige obduktioner foretages af en patolog, og er nødvendige for at kunne føre en pålidelig statistik over sygdomme og dødsårsager. Derfor er de lægevidenskabelige obduktioner vigtige for sundhedsvæsenets arbejde.