Dine opgaver kan variere en hel del, alt efter hvor du er ansat. En vigtig opgave er at fodre dyrene. Du skal finde frem til det rette foder og vurdere det med henblik på næringsindhold og kvalitet. Ud fra disse oplysninger laver du foderplaner, så de enkelte dyr får netop den rette mængde foder på det rette tidspunkt.
Du passer og plejer dyrene, vurderer deres helbredstilstand og tilkalder dyrlæge eller andre specialister, når det er påkrævet.

Drømmejob - At arbejde som dyrepasser er noget helt andet end at have hobbydyr.
En anden vigtig opgave er planlægningen og opfølgningen af avlsarbejdet.
I det hele taget skal en dyrepasser løse problemer, der knytter sig til dyrenes trivsel. Dyrepasseren skal i den forbindelse vurdere stalde, bure, laboratorieforhold, klimaforhold og tekniske hjælpemidler.
En væsentlig opgave er at rengøre bure og staldarealer. Dette arbejde udføres ofte af dyrepasseren selv. Hvor der er tale om store dyr, kan det godt være fysisk krævende.
Mange steder skal der føres regnskab, føres journal over de enkelte dyr og laves andet administrativt arbejde i forbindelse med dyrehold.
Nogle uddannede dyrepasserassistenter arbejder i dyreforretninger. Den eller de personer, der har det daglige ansvar for virksomheden, skal have gennemført en erhvervsuddannelse som dyrepasserassistent eller en tilsvarende uddannelse.