Fabrikkens modelsnedker har lavet en model af den form, der skal støbes. Modellen putter du i en stålkasse og hælder sand omkring den. I sandet er der et middel, som sørger for, at sandet størkner. Når sandet er størknet, bliver kassen skilt ad, og modellen bliver taget ud. Tilbage i sandet er der en afstøbning af modellen.
Der kommer flydende metal ind i det hulrum, der er efter modellen.
Din opgave er, at tilrettelægge støbearbejdet og gøre computerstyrede maskiner klar.
Som former kan du også støbe skulpturer og arbejde med fx bronze.
Det er farligt at arbejde med 1.500 grader varmt flydende jern. Du skal overholde sikkerhedsbestemmelserne samt bruge hjelm, briller og andet sikkerhedsudstyr, hvis der er behov for det. Du arbejder med flydende metal, som er meget varmt. Det er ikke unormalt, at der er over 30 grader på værkstedet.
På støberier er der også ansat ufaglærte specialarbejdere til de mere rutineprægede opgaver.