Danmark har som medlem af European Space Agency (ESA) mulighed for at få optaget kvalificerede kandidater i astronautkorpset.
Som europæisk astronaut vil man i første omgang komme til at bo og arbejde på den internationale rumstation, der kredser om Jorden, men det er også muligt, at en dansk astronaut i fremtiden kan komme med på mission til Månen.
Bemandet rumforskning er for tiden stærkt knyttet til den internationale rumstation (ISS), der kredser rundt om Jorden i en højde af 335-460 kilometer. Et kredsløb tager ca. 90 minutter.
Siden 2001 har rumstationen været beboet af to astronauter, som har opholdt sig deroppe i tre til seks måneder ad gangen. Enkelte astronauter, deriblandt de europæiske, opholder sig kun på stationen kort tid ad gangen.
Når rumstationen er færdigudbygget, vil den være på størrelse med en fodboldbane, når de store solpaneler medregnes. De europæiske astronauters opgave er at hjælpe de amerikanske og russiske astronauter med at færdigbygge ISS og med at udføre forskning for europæiske forskere.
Ud over fysiologisk forskning, som Danmark har en særlig stor andel i, forskes der i materialer, væsker, krystaller m.m.
European Space Agency har ikke selv nogen rumfartøjer, som kan bruges til at fragte astronauter til og fra rummet. Derfor får de europæiske astronauter et lift med et af de russiske eller amerikanske rumfartøjer.