Dine arbejdsopgaver som tjener er forskellige alt afhængigt af, hvor du arbejder. De fleste steder skal du dække bord, tage imod gæsternes bestillinger, give dem videre til køkkenet. Så skal du servere det bestilte, skrive regning og modtage betaling.
Der kan være stor forskel på, hvor meget vægt der fx lægges på borddækning, på vejledning af gæster, når de bestiller, og på hvor meget du skal rydde op efter lukketid.
I almindelighed er arbejdet opdelt, så den enkelte tjener har en bestemt gruppe borde at betjene.

Tjenerens arbejde kombinerer korrekthed og service.
Ufaglærte tjenere og servitricer arbejder ofte på lige fod med de faglærte tjenere. Nogle arbejder som bartendere, og enkelte som etagetjenere, dvs. tjenere, der serverer på værelserne på et hotel. I større restauranter ansætter man overtjenere eller inspektører til at lede tjenerpersonalets arbejde. De kan også være med til at tilrettelægge virksomhedens drift sammen med køkkenchef og restauratør.
Som tjener foregår dit arbejde ofte i en travl atmosfære. Det er et udadvendt job, hvor du i høj grad er med til at præge gæsternes indtryk af stedet.
Tjenere skal have en god opførsel og fremtræde velplejet. Arbejdet kræver evne og interesse for fremmedsprog, og du skal have en almindelig god fysik, for tjenere går meget under arbejdet, og de bærer ofte på tunge bakker og fade.
Du har også brug for en god hukommelse, og du skal kunne arbejde hurtigt uden at blive stresset, og så skal du have en vis psykologisk sans, så du kan tilpasse din omgangsform til de forskellige kunder.
Tjenere, servitricer og bartendere må være indstillet på skiftende arbejdstider.