Ved projekteringen forbereder man byggeriet eller anlægsarbejdet. I denne fase arbejder man ofte sammen med arkitekter, der laver skitser til byggeriet, og med ingeniører om de tekniske beregninger af konstruktionerne.

CAD-tegning - Bygningskonstruktøren laver de tekniske tegninger på computer.
Bygningskonstruktøren udarbejder detaljerede planer, tegninger og beskrivelser og vælger materialer. En stor del af tegne- og projekteringsarbejdet foregår ved hjælp af it. Det kaldes cad (computer aided design).
Nogle konstruktører arbejder som beregnere, fx hos en entreprenør. De kender byggeprocessen, og ud fra priser på materialer og arbejdsløn udregner de nøje, hvad et byggeri vil koste. Udregningerne bliver brugt, når entreprenøren skal give tilbud på et bygge- eller anlægsarbejde.
Ud over at lave tilbudsbilag, beskrivelser, tidsplaner og tilbudslister, kan de også deltage i besigtigelser, formøder og licitationer, eller de kan indhente tilbud hos underentreprenører.
En del konstruktører arbejder med byggeledelse eller som projektledere. De udarbejder tids- og handlingsplaner for, hvornår de forskellige håndværkere skal udføre deres del af arbejdet, og de sørger for, at arbejdet bliver udført efter planen.
De er ofte ude på byggepladserne, hvor en stor del af arbejdet består i forhandlinger med håndværkere, entreprenører, tegnestue eller myndigheder.
Andre konstruktører arbejder som byggesagkyndig med teknisk vurdering af byggeri. Fx i situationer, hvor banker eller kreditselskaber skal sætte penge i byggeri, eller når et forsikringsselskab skal vurdere en skade.
En bygningskonstruktør kan også arbejde som driftstekniker. Større ejendomme, boligselskaber og lignende bruger driftsteknikeren til løbende at optimere på ejendommens drift og økonomi. En del af dette sker ved gennemførelse af projekter, der gør ejendommens energiforbrug mere effektivt og økonomisk. Samtidig overvåger driftsteknikeren forsyningsnet til fx beboerne.
Driftsteknikeren har ofte en uddannelse som konstruktør eller anden tekniker. Han kan også have en håndværksmæssig baggrund suppleret
med relevant efteruddannelse, bl.a. erfaring med AutoCad og med driftsøkonomisk styring.
Kvalitetsmedarbejdere sikrer under byggeprojektet, at kvaliteten i alle entrepriser udføres efter de foreskrevne standarder i byggelovgivningen samt bygherrens krav.
For at blive bygningskonstruktør skal du være god til regning og matematik og have anlæg for tegning. Du skal også være god til at samarbejde med andre, til at organisere og til at forhandle.