Den danske erhvervsstruktur har gennemgået en meget kraftig udvikling i de seneste årtier. Danmark er gået fra at være et landbrugs- og industrisamfund til at blive et samfund, hvor tjenesteydelser er dominerende.

Kilde: Danmarks Statistik 2012.
I Danmark er der ca. 300.000 virksomheder. De danske virksomheder er kendetegnet ved mange små firmaer og kun
få store firmaer. 92 procent af de danske firmaer har under
ti ansatte.
Alligevel arbejder godt 1,3 milioner fuldtidsansatte
– eller 62 procent af det samlede antal fuldtidsansatte – i de største firmaer med 100
eller flere fuldtidsansatte.
Antal firmaer og antal fuldtidsansatte 2009

Den største koncentration af store virksomheder i den private sektor findes
inden for finansiering og forsikring, hvor 81 procent er beskæftiget i de største firmaer,
mens denne gruppe kun står for 5procent af de fuldtidsansatte inden for landbrug,
skovbrug og fiskeri.
I dag arbejder tre ud af fire i de tjenesteydende erhverv. Det er både private tjenesteydelser i form af handel, transport, finansiering, videnservice og personlige tjenesteydelser og offentlige tjenesteydelser over for borgerne.
Du kan se mere om virksomhederne og arbejdsstederne hos Danmarks Statistik.

Kilde: Danmarks Statistik 2012.
Det er inden for industrien, at de rigtig store firmaer findes, selv om de udgør mindre end hver tiende af alle firmaer i Danmark.
Næsten halvdelen af arbejdsstederne ligger i Jylland, mens knap 1/3 findes i hovedstadsområdet.
I gennemsnit er der omkring 10 job pr. arbejdssted, men arbejdsstederne er af meget forskellig størrelse ligesom firmaerne.
Langt de fleste af arbejdsstederne er små. På to tredjedele af arbejdsstederne er der mindre end 5 job. Der er faktisk kun omkring 8.600 arbejdssteder i Danmark med 50 eller flere job.
De meget små arbejdssteder findes specielt inden for landbrug og fiskeri. Her har over 90 procent af arbejdsstederne under 5 job. De fleste arbejdssteder omfatter kun et job, og det er som hovedregel ejeren af gården eller fiskekutteren.
De store arbejdssteder er koncentreret omkring de store byer og specielt i Københavns Kommune.
De største arbejdssteder findes i industrien og inden for tjenesteydelser. Det er fx fabrikker, der laver industriprodukter eller fødevarer.
For tjenesteydelsesgruppen er det specielt inden for offentlig administration, at mange af arbejdsstederne er store.