I perioden 2012-2017 forventes ca. 15.000 lærere at gå pension eller forlade grundskolen permanent. Tilgangen af lærere til beskæftigelse forventes at blive på nogenlunde samme niveau.
I samme periode vil antallet af elever falde med omkring 15.000. Det betyder, at den hidtidige mangel på lærere næppe bliver til noget. I stedet for mangel, risikerer de nyuddannede lærere at skulle kæmpe hårdere om jobbene.
Sammenlignet med så mange andre grupper har dem, der starter på læreruddannelsen i 2012, dog fortsat rimelige udsigter.
Pædagogerne forventes at stige i antal fra ca. 95.000 til over 125.000 på længere sigt. Stigningen betyder, at pædagogerne skal kæmpe lidt mere om jobbene fremover efter en del år med god balance.
Indtil 2015 er der beregnet en rimelig balance. Den tidligere forudsagte mangel på kort sigt er ikke større end, at de tilpasninger, som kommunerne gennemfører på baggrund af den økonomiske krise, har fjernet manglen allerede nu. Den tidligere annoncerede mangel efter 2020 kan også næsten forsvinde eller blive erstattet af et lille overskud af uddannede pædagoger.
Mere end 85 procent af folkeskolelærerne og pædagogerne forventes fortsat at arbejde inden for de traditionelle ansættelsesområder. Beskæftigelsesfrekvensen for nyuddannede vil stadig være over 90 procent.
Skulle der igen blive en lille overskudsproduktion, viser de historiske erfaringer, at de pædagogiske kompetencer også er anvendelige uden for undervisnings- og pasningsområdet.
Trods flere undersøgelser, der viser lyst til at skifte job, skifter relativt få professionsbachelorer branche.