Du vil i historieundervisningen få viden om udviklingen i de politiske, økonomiske, sociale og kulturelle forhold i Danmark inden for de seneste 150 år og med udblik til europæisk historie. Kernestoffet er inddelt i følgende tidsperioder:
- 1850-1914, hvor I gennemgår det danske demokrati, industrialiseringen samt nationalstaten og national identitet
- 1914-1989, hvor I gennemgår Danmarks skifte fra landbrugsland til industrisamfund, velfærdsstaten samt livsvilkår og tilværelsestolkninger
- 1989 til i dag, hvor I gennemgår emnerne: Danmark og den europæiske integration, Danmarks internationale placering samt globalisering og integration
Der inddrages supplerende stof i undervisningen om fx historieformidling og arbejdsmarkedet.
Undervisningen veksler mellem klasseundervisning, gruppearbejde, skriveøvelser og projektorienteret undervisning, og der tages individuelle hensyn. It inddrages i undervisningen i forbindelse med informationssøgning, bearbejdning af data og præsentation af materiale.
Du skal som en del af undervisningen enten alene eller i en gruppe udarbejde en skriftlig historieopgave, som du/I sammenlagt arbejder med i 12-15 timer.
Der foretages en løbende evaluering af dit arbejde og dit faglige niveau.