Hvad er merit?
Når du får merit, betyder det, at du kan blive fritaget for undervisning og eksamen i nogle bestemte fag. Du kan normalt få merit for de fag, du har taget på tilsvarende niveau på andre uddannelser. Det kan fx være en EUD-uddannelse, en af de gymnasiale uddannelser eller en AMU-uddannelse.
På nogle uddannelser kan det alligevel være nødvendigt, at du følger undervisningen i faget, fordi der foregår noget fagligt, som er nødvendigt for resten af undervisning.
Hvad kan du?
Alle elever, der begynder på en erhvervsuddannelse, skal have deres kompetencer vurderet inden for de første to uger på skolen. Gennem en konkret vurdering af, hvad du kan, kan skolen vurdere, om du kan få merit.
På Undervisningsministeriets hjemmeside kan du læse mere i "Det kan jeg" og se 10 videofilm om, hvordan sådan en vurdering foregår.
Skift mellem EUD-uddannelser
Når du har fået en uddannelsesaftale, kan du kun skifte til en anden EUD-uddannelse eller et andet speciale, hvis aftalen bliver ophævet, og hvis du kan få en ny aftale (eller en tillægsaftale).
Hvis du skifter til et andet speciale inden for samme uddannelse, eller til en nært beslægtet uddannelse, kan du normalt få merit for den praktiktid og de skoleperioder, du allerede har været igennem.
Det er det faglige udvalg, der godkender merit i forbindelse med praktik eller erhvervserfaring. Merit for skoleophold bliver afgjort af den skole, du søger optagelse på.
Skift til andre uddannelser
Du kan også skifte til andre uddannelser og få merit, fx til højere handelseksamen eller højere teknisk eksamen. Du skal dog i grundforløbet have valgt bestemte fag, der svarer til fagene på disse uddannelser.
Få mere at vide
Bekendtgørelse om merit for visse fag i ungdomsuddannelser mv. Nr. 539 af 19. juni 1996.