Danske virksomheder indberetter årligt til Danmarks Statistik den faktiske fortjeneste for virksomhedens ansatte i forskellige jobfunktioner. Det er disse indberetninger, der danner grundlag for oplysningerne i UddannelsesGuiden.
De aktuelle tal stammer fra den senest opgjorte statistik og gælder indkomståret 2007.
Den oplyste løn omfatter lønmodtagerens månedlige fortjeneste i forbindelse med ansættelsesforholdet i forhold til fuld tid. I beløbet indgår såvel lønmodtagers som arbejdsgivers andel af eventuelle bidrag til pensionsordninger og indtægter i form af A-skattepligtige personalegoder, fx mobiltelefon, pc og lignende.
For at skabe sammenlignelighed mellem lønninger oplyser UddannelsesGuiden altså om den faktiske lønindtægt i de enkelte job eller arbejdsfunktioner uanset ansættelsesform og ansættelsesvilkår. Disse oplysninger bygger på tal fra Danmarks Statistik, som har defineret nogle lønstatistiske begreber til at sikre en sådan sammenlignelighed.
Der findes mange forskellige ansættelsesformer og ansættelsesvilkår for lønmodtagere. Nogle personer får løn under ferie og på skæve helligdage. Andre opsparer feriepenge og/eller søgne-/helligdagsopsparing. Nogle får løn under sygdom, mens andre får udbetalt sygedagpenge.
Nogle personer har en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning, mens andre har en ordning, hvor de selv bidrager til pensionsopsparingen helt eller delvis. Nogle personer får beregnet deres løn på grundlag af antal arbejdede timer, mens andre har en fast månedsløn osv.
Alle lønninger er før skat, såkaldt bruttoløn.
Nogle steder oplyses gennemsnitsløn for 'mellem uddannelsesniveau' eller 'højt uddannelsesniveau'. Mellemniveau refererer til uddannelser af 2-4 års varighed, fx professionsbachelor eller diplomingeniør. Højt niveau refererer til uddannelser på universitetsniveau, fx kandidat, civilingeniør mv.