Ekstraterritoriale organisationer og organer betyder organisationer og organer, som ikke har nogen bestemmelse over forhold i Danmark, men som arbejder med forhold af interesse for Danmark og danskere.
Det er internationale organisationer som fx De Forenede Nationer og FN-systemets særorganer UNESCO, FAO osv., både internationale og regionale organer.
Det er desuden Den Internationale Valutafond, Verdensbanken, Verdenstoldorganisationen, Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), Organisationen af Olieeksporterende Lande (OPEC), De Europæiske Fællesskaber (EU), Interpol, Den Europæiske Frihandelssammenslutning mv.
Danmark har repræsentanter alle disse steder, både på deres kontorer i udlandet og deres lokale repræsentationer i Danmark.
De ansatte fungerer som embedsmænd på den danske stats vegne, det vil sige, at de fx udfører en lang række opgaver til støtte for de politisk valgte delegerede danske politikere.
Danmark repræsenteres ude i verden af ambassader, konsulater eller faste repræsentationer ved internationale organisationers hovedsæder.
På de diplomatiske repræsentationer og konsulater i udlandet kan en nogle af opgaverne være til gavn for danskere i det pågældende land, men styret af landets love.
Udenrigstjenesten er en samlende betegnelse for Udenrigsministeriet, ambassaderne, konsulaterne og de øvrige internationale repræsentationer.
Udenrigstjenesten leder og koordinerer de udenrigspolitiske og udenrigsøkonomiske forbindelser til udlandet, herunder Danmarks deltagelse i samarbejdet inden for EU, internationale organisationer og det internationale udviklingssamarbejde.
Generelt er opgaverne for de danske repræsentanter at følge udviklingen i organisationen, gøre danske interesser gældende og deltage i de forhandlinger, der hele tiden foregår.
Ambassadernes opgave er at repræsentere Danmark og beskytte landets og danske statsborgeres interesser, at forhandle med det andet lands myndigheder, at holde sig informeret om forholdene i det andet land med alle lovlige midler samt at fremme økonomiske, kulturelle og andre forbindelser mellem de to lande.
Generalkonsulater og handelskontorer varetager først og fremmest eksportfremmende opgaver.
Ved de danske repræsentationer i udlandet er der ansat en række fagspecialister. De er som regel udsendt af et andet ministerium end Udenrigsministeriet og kan have titel af attaché, fx forsvarsattaché og landbrugsattaché. De er ofte personer med en uddannelse inden for økonomi, handel, naturvidenskab, samfundsvidenskab eller en uddannelse inden for militæret.
Ansatte i internationale organisationer og organer er beskæftiget med organisations- og fagpolitisk arbejde,
akademisk administrativt arbejde,
juridisk arbejde,
militært arbejde
samt politi- og redningsarbejde.
Antal beskæftigede
Udenrigsministeriet beskæftiger 1.600-1.800 medarbejdere, hvoraf godt 1.000 arbejder i København, og ca. 8-900 er udsendt til de danske repræsentationer i udlandet. Dertil kommer et antal lokale medarbejdere på repræsentationerne i udlandet.
Til posterne i udlandet udsendes ikke blot medarbejdere fra Udenrigsministeriet. Mere end halvdelen af eksportrådgiverne er rekrutteret på åremål fra erhvervslivet. Ca. 20 procent af sagsbehandlerne kommer fra andre ministerier end Udenrigsministeriet.
Danmark har ambassader, generalkonsulater og handelskontorer i 103 byer i 75 lande og syv repræsentationer ved internationale organisationer.
Efter international sædvane ledes faste repræsentationer af en person med titel og rang som ambassadør. De faste repræsentationers retsstilling er forskellig fra organisation til organisation, men svarer i store træk til ambassadernes.