PrintHeader
  • tip

    Send siden

    Der er sket en fejl..

    - Udfyld venligst din e-mail adresse.- Udfyld venligst modtagers e-mail adresse.

     
     
     
  • Print siden
  • Læs siden

Uddannelse med dagpenge

Hvis du er arbejdsløs og modtager dagpenge, har du mulighed for at deltage i en række uddannelser og kurser, mens du er ledig.

Du skal dog samtidig aktivt søge arbejde og være parat til at tage et anvist job.

I denne artikel kan du læse om vilkårene for uddannelse med dagpenge.

Ubegrænset timetal

Du kan deltage i:

  • undervisning på 8.-10. klassetrin som fx almen voksenundervisning (avu), forberedende voksenundervisning (FVU), danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. og undervisning for ordblinde
  • aftenskoleundervisning under folkeoplysningsloven
  • kurser ligestillet med aftenskoleundervisning i op til 2 uger, tillidsmandskurser eller boligselskabernes fritidskurser for bestyrelsesmedlemmer

Under 20 timer om ugen

Du kan deltage i enkeltfag på gymnasialt niveau, dvs. studentereksamen, hf, hhx eller htx.

Det er muligt på samme tid at have under 20 timers undervisning på gymnasialt niveau og følge undervisning svarende til folkeskolens 8.-10. klassetrin.

Du kan også deltage i uddannelser, som ikke giver adgang til SU, dvs.:

  • uddannelser under lov om åben uddannelse og deltidsuddannelser under § 5 i lov om universiteter, som ikke også findes som heltidsundervisning med adgang til SU - fx akademimerkonom, akademiuddannelsen til statonom, ED og HD, diplom- og masteruddannelser, voksenunderviser og it-administrator
  • undervisning arrangeret af fagforbund og a-kasser, som varer mindre end 20 timer om ugen
  • andre uddannelser, fx private uddannelser, kompenserende specialundervisning og undervisning ved Folkeuniversitetet

Op til 6 timers undervisning eller 1/3 studenterårsværk

Du kan deltage i op til 6 timer om ugen eller 1/3 studenterårsværk i åben uddannelse eller deltidsuddannelser efter § 5 i lov om universiteter, der også udbydes som heltidsundervisning med adgang til SU.

Ved undervisning på mere end 6 timer om ugen skal du dokumentere, at undervisningen pr. uge højst svarer til 1/3 studenterårsværk.

En undervisningstime skal forstås som en undervisningslektion, uanset at en lektion typisk er på 45 minutter. Hvis en lektion er på mere end 60 minutter, er det dog undervisningens omfang opgjort i timer pr. uge, der er afgørende for, om uddannelsen kan følges med dagpenge.

Du skal desuden:

  • have en erhvervsmæssig uddannelse på mindst 18 måneder
  • vælge en uddannelse, der har tilknytning til dit faglige område eller din hidtidige uddannelse
  • være inden for de første 9 måneders ledighed, hvis du er mellem 30 og 59 år
  • være inden for de første 6 måneders ledighed, hvis du er under 30 eller fyldt 60 år

Særligt for ledige under 25 år

Du kan deltage i kurser på folkehøjskoler og daghøjskoler inden for de første 6 måneders ledighed, og du må ikke fylde 25 år under skoleforløbet.

Særligt for ledige over 25 år

Du kan fortsætte din uddannelse i op til 444 timer (360 timer som deltidsforsikret), hvis du som fuldtidsforsikret har uddannet dig og samtidig gennemsnitligt har arbejdet mindst 30 timer om ugen i mindst 2 år (mindst 20 timer om ugen for deltidsforsikrede).

Undervisningen skal foregå efter kl. 16 eller på lørdage og søn- og helligdage. Du må ikke selv være skyld i din ledighed.

Betingelser og bestemmelser

Du må ikke få SU, uddannelsesydelse eller være berettiget til løn eller aktiveringsydelse. Spørg a-kasse og jobcenter til råds og giv dem besked, hvis du ønsker at begynde på et kursus eller en uddannelse.

Få mere at vide

Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Nr. 710 af 23. juni 2011.