Hvem har adgang?
GVU giver mulighed for at få et uddannelsesbevis som faglært for:
- ufaglærte med praktisk erfaring
- faglærte med forældede uddannelser
- faglærte med udenlandske uddannelser, der ikke kan godkendes direkte i Danmark
Et GVU-forløb består af kurser og enkeltfag, men normalt ikke praktik. Det er individuelt tilrettelagt og kan foregå på handelsskoler, tekniske skoler, AMU-centre, landbrugsskoler social- og sundhedsskoler.
Dit endelige bevis på at have gennemført uddannelsen er helt det samme, som hvis du havde gennemført en erhvervsuddannelse på almindelige vilkår.
Det er kun muligt at tage en GVU på uddannelser eller trin, hvor der indgår praktik.
Optagelse og adgang
Du skal være fyldt 25 år, have mindst 2 års relevant erhvervserfaring og skolekundskaber, som svarer til 9. klasse i relevante fag.
Du starter med en individuel kompetencevurdering, hvor du får anerkendt dine erfaringer og får lavet en uddannelsesplan.
Uddannelsesplanen kan indeholde:
- enkeltfag fra den/de relevante erhvervsuddannelser
- AMU-uddannelser
- almen voksenuddannelse eller gymnasiale enkeltfag fx hf
- eventuelt en kort praktikperiode eller et intensivt værkstedskursus på højst 4 uger
Du kan tage en GVU på heltid eller på deltid. Du skal dog afslutte uddannelsen inden for en periode på højst 6 år.
Sådan gør du
Kontakt den nærmeste skole for at få en aftale.
Vurderingen af dine kvalifikationer sker gennem en samtale, hvor du også skal fremlægge dine eksamensbeviser og arbejdsgivererklæringer.
Eventuelt skal du gennem en praktisk afprøvning på et kompetenceafklarende forløb, som består af værkstedsarbejde, test og vejledning m.v.
Der udarbejdes en uddannelsesplan, hvorefter du kan gå i gang.
Erhvervsuddannelserne, som kan danne grundlag for et GVU-forløb, er inddelt i 12 hovedområder:
- Bil, fly og andre transportmidler
- Bygge og anlæg
- Bygnings- og brugerservice
- Dyr, planter og natur
- Krop og stil
- Mad til mennesker
- Medieproduktion
- Merkantil
- Produktion og udvikling
- Strøm, styring og it
- Sundhed, omsorg og pædagogik
- Transport og logistik
Økonomi
AMU og fagrettede enkeltfag under åben uddannelse er gratis at deltage i som led i en GVU.
Der kan være deltagergebyr ved almen voksenuddannelse og de gymnasiale enkeltfag, men du kan eventuelt få tilskud til deltagerbetalingen via Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU).
Du kan få dækket dine leveomkostninger via VEU-godtgørelse (til AMU-uddannelser og enkeltfag på erhvervsuddannelserne under åben uddannelse) og SVU (til almen voksenuddannelse og gymnasiale enkeltfag), hvis du opfylder betingelserne.
Andre veje til en faglig uddannelse
Du kan også blive faglært ved at tage en erhvervsuddannelse, som er en kombination af praktik og skoleundervisning. Hvis du har relevant erhvervserfaring og/eller uddannelse, kan du muligvis tage en erhvervsuddannelse som voksenforløb på kortere tid.