PrintHeader
  • tip

    Send siden

    Der er sket en fejl..

    - Udfyld venligst din e-mail adresse.- Udfyld venligst modtagers e-mail adresse.

     
     
     
  • Print siden
  • Læs siden

Dagpengemodtager (medlem af en a-kasse)

Du har visse muligheder for at uddanne dig, mens du er arbejdsløs og modtager dagpenge.

Modtager du aktiveringsydelse, kan du enten få tilbudt vejledning og opkvalificering, praktik i en virksomhed eller job med løntilskud.

Uddannelse med dagpenge

Hvis du er dagpengemodtager, skal du aktivt søge arbejde og med dags varsel tage et anvist arbejde. Som hovedregel kan du derfor ikke påbegynde en uddannelse uden at miste dagpengene. Disse bestemmelser finder du i bekendtgørelse af lov om arbejdsløshedsforsikring.

Efter aftale med a-kassen er det dog muligt at tage visse kurser, almen voksenuddannelse eller enkeltfag uden at miste retten til dagpenge. Se mulighederne for uddannelse.

6 ugers selvvalgt uddannelse med uddannelsesydelse

Uddannelsesydelsen svarer som hovedregel til højeste dagpengesats ved en heltidsuddannelse. Ved en deltidsuddannelse bliver den sat ned forholdsmæssigt.

Du kan få uddannelsesydelse i 6 uger inden for de første 9 måneders ledighed. Hvis du er under 25 år, er det inden for de første 6 måneders ledighed. Hvis du tidligere har modtaget VEU-godtgørelse, SVU eller VUS (voksenuddannelsesstøtte), skal du have plads til de 6 uger inden for en ramme på 80 ugers modtaget støtte.

Din ansøgning skal godkendes af din a-kasse. Det er jobcenteret, som udbetaler uddannelsesydelsen. Du kan tidligst ansøge, 3 måneder før uddannelsen begynder. Du kan ikke få uddannelsesydelse, hvis du har ret til løn fra et praktiksted.

6 ugers selvvalgt uddannelse kan tages på følgende uddannelsesområder:

  • Uddannelse på folkeskoleniveau samt på gymnasialt niveau
  • Erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau
  • Uddannelse på videregående niveau

Der er regler for, hvor meget uddannelse, du må have i forvejen, når du ønsker at deltage i 6 ugers selvvalgt uddannelse.

6 ugers selvvalgt uddannelse på folkeskoleniveau eller gymnasialt niveau

For at deltage i uddannelse på folkeskoleniveau eller gymnasialt niveau skal du normalt være kortuddannet. Dvs. du må højst have et følgende uddannelsesniveauer:

  • 7-8 års skolegang + en erhvervsrettet uddannelse
  • 9-10 års skolegang + en 2 års erhvervsrettet uddannelse

Endvidere skal du være fyldt 25 år - dog kun 20 år, hvis det er forberedende voksenundervisning (FVU), ordblindeundervisning eller specialundervisning for voksne.

Det er a-kasserne, der administrerer reglerne for 6 ugers selvvalgt uddannelse og afgør, om du opfylder betingelserne for at deltage.

6 ugers selvvalgt uddannelse inden for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau

For at deltage må du normalt højst have en uddannelse, som ikke varer længere end ca. 4 år, og som ikke har en gymnasial uddannelse som adgangskrav. Dvs. at du i forvejen højst må have et af følgende uddannelsesniveauer:

  • En uddannelse til og med gymnasialt niveau
  • En erhvervsuddannelse
  • En anden uddannelse, som ikke har en gymnasial uddannelse som adgangskrav, og hvis varighed ikke overstiger 4 år

Hvis du har en uddannelse på et niveau, der ligger højere end en erhvervsuddannelse, men ikke har brugt den i 5 år eller mere, kan du evt. deltage i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau, men det afhænger af en konkret vurdering.

Det er a-kasserne, som administrerer reglerne, og som afgør, om du opfylder betingelserne for at deltage i 6 ugers selvvalgt uddannelse.

6 ugers selvvalgt uddannelse på videregående niveau

Har du en videregående uddannelse, kan du deltage i visse typer kurser og uddannelser på videregående niveau.

Du skal som hovedregel være fyldt 25 år for at deltage i selvvalgt uddannelse på videregående niveau.

Endvidere er det en betingelse, at uddannelsen udbydes på heltid.

Det er a-kasserne, som administrerer reglerne, og som afgør, om du opfylder betingelserne for at deltage i 6 ugers selvvalgt uddannelse.

Uddannelse på aktiveringsydelse

Du skal have et tilbud om aktivering, senest når du har været ledig i 9 måneder (3 måneders ledighed, hvis du er under 30 år og 6 måneders ledighed over 60 år). Derefter skal du normalt have et tilbud mindst hver sjette måned.

Der kan enten tilbydes vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik eller job med løntilskud. Du får et tilbud ud fra dine ønsker og forudsætninger samt ud fra arbejdsmarkedets behov. Målet er, at du hurtigst muligt får et varigt job og kan forsørge dig selv helt eller delvist. Tilbuddene kan gives hver for sig eller i kombination.

Få mere at vide

Find flere oplysninger om rettigheder og pligter som ledig samt om aktuelle tilbud på Jobnets hjemmeside.

Bekendtgørelse om 6 ugers selvvalgt uddannelse til ledige. Nr. 631 af 26. juni 2009.