Uddannelsesparathed er blevet målestokken for et vellykket skoleforløb. For den enkelte elev er uddannelsesparathed betingelsen for at kunne komme videre i uddannelsessystemet. Med Ungepakke 2 er det gjort fuldstændigt klart. For samfundet er uddannelsesparathed den afgørende faktor for, at vi når målet om, at 95 procent af en ungdomsårgang kommer igennem en ungdomsuddannelse, som gerne skulle føre til, at vi udvikler vores samfunds konkurrenceevne, velfærd og sammenhængskraft.
I lyset af dette er det tankevækkende, at folkeskolens afgangsprøve stadig tillægges så stor vægt i bedømmelsen af, hvordan ens skoleforløb er gået. I de afsluttende klasser optager og binder den forestående prøve kolossal opmærksomhed og det ofte i en grad, der er direkte hæmmende for elevernes læring. I skolernes kvalitetsrapporter granskes prøveresultaterne nøje som indikatorer for kvaliteten i undervisningen. Ikke desto mindre er prøven og dens resultater af begrænset betydning.
Der, hvor vi i skolen skal stå til regnskab for vores resultater, er i vurderingen af, om det er lykkes at ruste eleven til fortsat uddannelse både fagligt, socialt og personligt. Og her udgør faglige prøver et ud af flere bidrag, og selve afgangsprøven finder sted efter, at vurderingen af uddannelsesparathed er foretaget.
Accepterer vi dette udgangspunkt, bliver det ganske påkrævet, at vi kan udfolde indholdet i begrebet uddannelsesparathed nærmere. Hvilke konsekvenser har det for reguleringen af elevernes overgang til videre uddannelse? Og hvilke konsekvenser har det for, hvordan vi skal vejlede dem og evaluere deres uddannelsesudbytte?