Drøm om normalitet

Det første vi møder - neden under en til tider voldsom retorik og udadreagerende adfærd - er en grundlæggende drøm om normalitet. Det er blevet dokumenteret i flere undersøgelser, blandt andet i en større undersøgelse af gadedrenge i to politikredse i Danmark:

"Vi kan konstatere, at de drenge, vi har snakket med og interviewet, stort set har samme drømme om uddannelse, et godt liv og fremtiden, som jævnaldrende danske drenge kan have. Der er med andre ord masser af gode intentioner at bygge videre på." (Wellendorf & Cakmak 2007).

Afhængig af anerkendelse

Vi møder også nogle unge mænd, der ligesom alle andre mennesker er dybt afhængige af at opnå anerkendelse fra omverdenen - både fra den allernærmeste i form af familie, venner og bekendte og fra samfundet mere generelt (Honneth 1992 og Willig 2006). Anerkendelse er også for dem en forudsætning for at kunne udvikle og opretholde et positivt forhold til sig selv. I modsat fald opstår der en meget stor sandsynlighed for udvikling af selvhad.

Diffuse anerkendelsesstrategier

Det er i drengenes forsøg på at opnå anerkendelse, at kæden mange gange hopper af. Deres verden er ofte karakteriseret ved diffuse anerkendelsesstrategier. Hvor skal de søge anerkendelsen? Hos deres forældre, som mange gange er uden job og uddannelse og måske oven i købet snakker og læser dårligt dansk? Forældre, der har mistet status i drengenes øjne, fordi de ikke kan gøre sig gældende i forhold til de krav, som drengene bliver mødt med i skolen og uddannelsessystemet. Eller i den skole og det uddannelsessystem, hvor de måske kan have svært ved at klare sig rent fagligt, og hvor de oplever, at de får tildelt rollen som ballademager eller problemskaber, uanset hvad de gør, og hvor meget de end gør sig umage for at vise noget andet? (Gilliam 2009).

Når gaden tager over som anerkendelsessted

Det kritiske punkt i drengenes biografiske forløb opstår i det øjeblik, hvor de både afskriver forældrene og skolen som mulige anerkendelsessteder. Når det sker, er der kun gaden tilbage som det sted, de kan opnå anerkendelse med alt, hvad det indebærer af stor risiko for uddannelsesfrafald, ledighed, social marginalisering, bandemedlemskab og kriminalitet.

Det endimensionelle mindset

Når gaden er valgt til som anerkendelsesstedet, er der åbnet op for, at nogle karaktertræk, der også kendetegner drengenes mentalitet, på en selvforstærkende måde kan påvirke drengenes liv destruktivt. Det drejer sig om, at de ofte er præget af en rastløs og let antændelig energi, der vanskeliggør deres indlevelsesevne og refleksive kompetence. Derfor er de i risiko for at udvikle et endimensionel mindset præget af svage dialoginkluderende erfaringer med omverdenen, og hvor de mange gange begynder at dyrke en primitiv "os og dem"-tankegang.

Tabet af indflydelseszone

Når denne endimensionelle måde at se verden på har taget over og bliver koblet med de meget stærke begreber om stolthed, ære, respekt, retfærdighed og kollektivitet, som også står stærkt i drengenes verden, bliver resultatet, at de får meget svært ved at få fat i og mestre den zone, som de selv rent faktisk har indflydelse på. Det gælder såvel indflydelse i forhold til uddannelsessystemet som fremtidig tilknytning til arbejdsmarkedet. Og når de ikke kan mestre denne indflydelseszone, sætter de sig selv og/eller bliver sat ud på et sidespor, hvor det mange gange kan være svært at se, hvad der for alvor kan vende udviklingen.

Det lederskabstagende relationsarbejde

Vejledningens udfordring i forhold til drengene kan sammenfattes i et begreb om det lederskabstagende relationsarbejde, som består af de fem dimensioner, der fremgår af følgende figur.

Høj intentionel performance

Drengene skal virkelig mærke, at vejlederen vil en hel masse med dem og lægger planer for dem. De skal på intet tidspunkt være i tvivl om vejlederens intentioner: at han eller hun vil dem det godt. Derfor er det også vejlederens opgave fotografisk at aflæse drengenes styrker og ressourcer og fremkomme med meget konkrete forslag til det, der skal ske, for på den måde at bringe vejledningsprocessen videre.

Permanent indlevelsesevne

Først som sidst skal vejlederen træne sig selv i hele tiden at gå over broen til drengenes verden og stille spørgsmålet: Hvordan ser det her ud fra drengenes synspunkt? Som vejleder skal man søge først at forstå og derefter at blive forstået.

Ærlighed som standard

I vejledningen skal der være overensstemmelse mellem ord og handling. Når dette er særlig vigtigt i forhold til drengene, skyldes det, at de ofte er præget af en lav frustrationstærskel, når de møder noget, som de opfatter som uærlig adfærd, og hvor der ikke bliver spillet med åbne kort, men derimod med en skjult dagsorden.

Tydelig kommunikation

Vejlederen skal formidle sine budskaber i et letforståeligt sprog. Den lave frustrationstærskel hos drengene, når de som nævnt oplever uærlighed, kan man også iagttage, når de møder måder at kommunikere på, som de oplever som tvetydige og uklare. Det gør dem basalt set utrygge.

Den kompetente kaptajn

I udgangspunktet møder drengene op med en forventning om, at vejlederen har styr på det farvand, der er mellem vejlederen og dem selv (Seeberg 2008). Mange af drengene kommer fra familier med stærke autoritetstraditioner, og derfor gør det dem trygge, når de møder ledelsesmæssig kompetence i vejledningen.

Handlingskompetence

Vejlederen skal med kort reaktionstid være i stand til at tage aktion på opståede problemer, fordi drengene ofte er præget af en lav tålmodighedstærskel. De har mange gange svært ved at holde gnisten og fokus, hvis der går for lang tid mellem beslutning og handling. Derfor bør den organisation, som vejlederen arbejder i, give vejlederen maksimal selvbestemmelsesret.

De forbundne kar og fundamentet

Hvis vi bruger et billede fra fysikkens verden, skal disse fem dimensioner ses som fem forbundne kar, og hvor de fem dimensioner hele tiden står i forbindelse med hinanden og derfor kan påvirke hinanden gensidigt såvel i en produktiv som kontra-produktiv forstand.

Med et andet billede kan man sige, at vejlederen ved hele tiden at fokusere på at implementere og vedligeholde de fem dimensioner støber det fundament, der er nødvendigt for at opbygge tillidsfulde relationer til drengene. Et fundament som netop er forudsætningen for, at formålet med vejledningen kan realiseres.

Selvevaluering, supervision og erfaringsudveksling

Den enkelte vejleder kan bruge de fem dimensioner som opmærksomhedspunkter i en selvevalueringsproces. Ligesom de kan gøres til genstand for supervision og erfaringsudveksling i vejlederteam.

Covey, S.R. (2005). Den 8. vane. Find din stemme og inspirer andre til at finde deres. København: Schultz Forlag.

Gilliam, L. (2009). De umulige børn og det ordentlige menneske. Identitet, ballade og muslimske fællesskaber blandt etniske minoritetsbørn. Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Honneth, A. (1992). Kampf um Anerkennung: Zur moralischen Grammatik sozialer Konflikte. Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag.

Seeberg, P. (2008). "Dannelse til uddannelse" i Ungdomsforskning: Unge med etnisk minoritetsbaggrund, temanummer, nr. 1 & 2/2008.

Wellendorff, R. & Cakmak, M. (2007). Gadedrenge. Yngre etniske drenge i gadebilledet og deres møder med politi og borgere. København: Center for Ungdomsforskning.

Willig, R. (red.) (2006). Fordringen på anerkendelse. Århus: Forlaget Klim.

Udgivet september 2011.