PrintHeader
  • tip

    Send siden

    Der er sket en fejl..

    - Udfyld venligst din e-mail adresse.- Udfyld venligst modtagers e-mail adresse.

     
     
     
  • Print siden
  • Læs siden

Artikel

KOT - optagelsesregler i kvote 1

Ved optagelse på en videregående uddannelse bliver de fleste optaget gennem kvote 1.

Optagelse via kvote 1 sker alene på baggrund af eksamenskvotienten fra den adgangsgivende eksamen. Du skal dog samtidig være opmærksom på, at du opfylder de uddannelsesspecifikke adgangskrav.

Ansøgningsfrist

Fristen for at søge optagelse gennem kvote 1 er den 5. juli, kl. 12.00.

Har du en international eller udenlandsk eksamen er fristen dog den 15. marts, kl. 12.00.

For at kunne søge en studieplads gennem kvote 1 skal du have en af følgende eksamener:

  • højere forberedelseseksamen (hf)
  • højere handelseksamen (hhx)
  • højere teknisk eksamen (htx)
  • studentereksamen (stx)
  • særligt hf-forløb for fremmedsprogede (GIF)
  • udenlandske og internationale eksamener, der kan omregnes til dansk 13-skala

Desuden skal du opfylde de specifikke adgangskrav til uddannelsen. Husk, at de som minimum altid skal være bestået. Den enkelte uddannelsesinstitution kan fastsætte en højere minimumskarakter, hvis den ønsker det.

Hvis du har bestået flere gymnasiale eksamener, kan du kun blive optaget på baggrund af den første. Du kan ikke forbedre din eksamenskvotient ved at tage enkeltfag.

Fri adgang

Nogle uddannelser garanterer inden årets optagelse, at de vil optage alle ansøgere, der har en adgangsgivende eksamen (hf, hhx, htx, stx eller GIF) og opfylder eventuelle uddannelsesspecifikke adgangskrav.

Garantikvotient

Nogle uddannelser har en garantikvotient. Det betyder, at du er sikker på at blive optaget via kvote 1, hvis din eksamenskvotient fra din adgangsgivende eksamen svarer til garantikvotienten (eller er højere), og hvis du i øvrigt opfylder adgangskravene.

Du kan godt søge optagelse via kvote 1, selv om du ikke opfylder garantikvotienten. Uddannelsesinstitutionen optager nemlig ansøgere med et lavere gennemsnit, hvis der er ledige pladser. Opfylder du ikke garantikvotienten, vil du blive vurderet i kvote 2, hvis du i øvrigt opfylder betingelserne og har sendt ansøgningen inden 15. marts.

Adgangskvotient

Garantikvotienten må ikke forveksles med adgangskvotienten. Er der flere ansøgere til en uddannelse, end der er pladser, bliver der adgangsbegrænsning - og derved fastsat en adgangskvotient.

Adgangsbegrænsning i kvote 1 sker ved, at man optager dem med de højeste eksamenskvotienter. Adgangskvotienten er derfor det gennemsnit, der skulle til for at blive optaget på uddannelsen det pågældende år.

Hvis der er flere ansøgere til en uddannelse med samme adgangkvotient, end der er plads til, optager man efter lodtrækning.

Bemærk: Uddannelsesstederne har mulighed for at opdele kvote 1 i kvote 1a og kvote 1b. Det bestemmes på forhånd, hvor stor hver kvote bliver.

I kvote 1a vil man blive optaget efter faldende kvotient som i dag. Det betyder, at man tager dem med det højeste gennemsnit først, og fylder op indtil der ikke er flere pladser i kvoten.

I kvote 1b optages efter faldende kvotient de ansøgere, hvis gennemsnit på grund af adgangsbegrænsningen ikke er højt nok til optagelse i kvote 1a. Her beregnes optagelseskvotienten som gennemsnittet af fire udvalgte skriftlige eksamenskarakterer lagt sammen med eksamensgennemsnittet. De fire udvalgte fag er forskellige, alt efter hvilken gymnasial eksamen man har.

Justering af eksamensgennemsnit

Du har mulighed for at få dit eksamensgennemsnit justeret, hvis du begynder på en uddannelse inden to år fra beståelsen af din gymnasiale eksamen. Læs om justeringsmulighederne.

Særlige kriterier

Hvis det kræver særlige forudsætninger at gennemføre en uddannelse (fx at kunne spille på klaver, som er et krav på musikstudiet), kan den enkelte institution bruge optagelsesprøver, interview m.v.

Svar

Du får svar på din ansøgning med posten den 30. juli.

Udenlandsk eksamen

Har du en udenlandsk eksamen, skal du søge inden 15. marts. Du kan få information om reglerne for optagelse på grundlag af en udenlandsk eksamen på www.iu.dk/anerkendelse.

Ansøgere, der har en udenlandsk adgangsgivende eksamen, og som samtidig har behov for opholdstilladelse i forbindelse med uddannelsesopholdet, tildeles studiepladser efter en særlig kvote 3-ordning. Den enkelte uddannelsesinstitution foretager en konkret vurdering af hver enkelt ansøger.

Mere information

Bekendtgørelse om adgang m.v. ved bachelor- og kandidatuddannelser ved universiteterne (adgangsbekendtgørelsen). Nr. 52 af 28. januar 2009.

Bekendtgørelse om adgang, indskrivning og orlov m.v. ved visse videregående uddannelser (Undervisningsministeriets adgangsbekendtgørelse). Nr. 106 af 9. februar 2009.

Arkiv

Se artiklen om adgang ifølge tidligere bekendtgørelser.