Arbejdet med planen kræver, at dit barn har viden om ungdomsuddannelserne. Dit barn overvejer desuden, hvad han eller hun kan og vil i forbindelse med fx interesser, faglige forudsætninger, ønskejob og ressourcer.
Undervejs i de mange overvejelser, som arbejdet med planen sætter i gang, kan din hjælp og inspiration være en god støtte for dit barn.
Både i skolens UEA-undervisning, i de øvrige skolefag, i vejledningen og i forældresamarbejdet er der fokus på at udvikle dit barn mod uddannelse. Her er elev- og uddannelsesplanen et fælles værktøj, som skal bidrage til at afklare dit barns muligheder og valg.
Forskellige aktiviteter kan tilbydes undervejs fx introduktionskurser og praktik. Har dit barn behov for ekstra afklaring, kan der tilbydes særligt tilrettelagte forløb, hvor dit barn i en periode kombinerer sine skolegang med fx erhvervspraktik.
Elev- og uddannelsesplanens indhold
Både dit barn, skolen og vejlederen tager del i elev- og uddannelsesplanen.
Skolen bidrager med evaluering af dit barns forudsætninger, fx med standpunktskarakterer i de enkelte fag og beskrivelser i elevplanen. Skolen kan desuden bruge planen til drøftelser med dig og dit barn ved fx skolehjemsamtaler.
I planen skriver dit barn blandt andet om sine interesser og forudsætninger, udbytte af vejledningsaktiviteter og overvejelser om uddannelse og erhverv. Elev- og uddannelsesplanen kan også bruges til at beskrive dit barns behov for støtte både nu og fremover. Her er det vigtigt, at du som forældre hjælper med oplysninger.
Vejlederen bruger oplysningerne i planen til at tilrettelægge vejledningen efter dit barns behov fx med samtaler eller andre tilbud, hvis dit barn skal have hjælp til afklaring mod uddannelse.
Arbejdet med elev- og uddannelsesplanen fortsætter ind i 9. klasse.
Elev- og uddannelsesplanens bliver til en uddannelsesplan
Inden 1. marts i 9. klasse skal dit barn have udarbejdet en endelig uddannelsesplan, der både gælder som ansøgning til ungdomsuddannelse, som tilmelding til 10. klasse og som oplysning om, hvad dit barn er i gang med indtil det 18. år.
Grundlaget for den endelige uddannelsesplan og dit barns valg af uddannelse eller andet, er blandt andet hentet fra arbejdet med elev- og uddannelsesplanen.