For at være berettiget til VEU-godtgørelse skal du være lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende.
Er du i arbejde eller selvstændig og tilhører målgruppen, er der ingen tidsbegrænsning på din mulighed for at få VEU. Der er til gengæld begrænsninger i forhold til dine muligheder for at få VEU til enkeltfag på fx erhvervsuddannelserne. Spørg om de præcise regler hos din a-kasse eller se SUstyrelsens særlige hjemmeside www.veug.dk.
Det er desuden en betingelse for godtgørelse, at du kun har en uddannelse til og med gymnasialt niveau, eller en uddannelse som i niveau svarer til højst en erhvervsuddannelse. Hvis du har en uddannelse på et højere niveau, men ikke har brugt uddannelsen inden for de sidste 5 år, kan du også søge VEU-godtgørelse.
Har du en forældet uddannelse, kan du også få VEU-godtgørelse. Det kræver dog, at uddannelsen ikke er blevet erstattet af en uddannelse, der har en gymnasial uddannelse som adgangsgrundlag.
Ledige med ret til selvvalgt uddannelse kan søge uddannelsesydelse.
VEU svarer til dagpengesatsen
VEU-godtgørelsen svarer til højeste dagpengesats. Ved uddannelse på deltid nedsættes støtten og bliver beregnet i forhold til antallet af undervisningstimer.
Hvis din arbejdsgiver vil udbetale løn, mens du uddanner dig, kan I aftale, at arbejdsgiveren får udbetalt godtgørelsen.