Principper
Dansk handicappolitik bygger på princippet om sektoransvar. Det enkelte uddannelsessted skal sørge for, at handicappede kan benytte stedet både m.h.t. adgangsforhold og bygningsindretning.
På www.tilgængelighed.dk er der en oversigt over forhold for handicappede på de enkelte uddannelsessteder.
Specialundervisning
Kompenserende specialundervisning
Voksne med et handicap kan få tilbud, der skal afhjælpe eller begrænse virkningerne af et handicap, så det er muligt at klare hverdagen eller jobbet. Det kan fx være undervisning i tegnsprog for døve, kommunikation ved hjælp af teknologi for afasi-ramte eller ridning for udviklingshæmmede.
Undervisningen er gratis og foregår efter loven om specialundervisning for voksne.
Hensyntagende specialundervisning
Voksne med et fysisk eller psykisk handicap kan få undervisning, der tager hensyn til deres handicap, men i fag, der ikke har noget at gøre med deres handicap. Det sker efter folkeoplysningsloven.
Der er deltagerbetaling for undervisningen. Kontakt de enkelte aftenskoler for at få mere at vide om deres tilbud.
Specialpædagogisk støtte
Støtten kan være:
Nedenfor kan du læse om mulighederne på de enkelte uddannelser for voksne.
HF og gymnasiale enkeltfag
Handicappede studerende på hf og enkeltfag kan få specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand. Bestemmelserne findes i de enkelte uddannelseslove.
Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU)
Der kan stilles særligt udstyr eller hjælpemidler til rådighed for at kunne deltage i uddannelsen på lige vilkår med andre deltagere. Undervisningen kan tilrettelægges for ordblinde.
Deltagere med brug for personlig assistance kan søge om hjælp efter reglerne for kompensation til handicappede i erhverv.
Erhvervsuddannelser, hhx og htx
Der kan gives specialpædagogisk støtte til personer med handicap eller sidestillede vanskeligheder. Det gælder også for uddannelser udbudt som åben uddannelse.
Støtten omfatter særligt tilrettelagte undervisningsforløb, individuel instruktion, særlige undervisningsmaterialer og tekniske hjælpemidler, personlig assistance samt særlige vilkår for og arbejdsformer under prøver og eksaminer.
Bestemmelserne findes i lovgivningen om de enkelte uddannelser og er præciseret i bekendtgørelsen om specialpædagogisk støtte under erhvervsuddannelser.
Grunduddannelse for voksne (GVU)
Der er adgang til specialpædagogisk støtte efter reglerne om de uddannelser, der indgår i GVU-forløbet. Bestemmelserne findes i de enkelte uddannelseslove.
Danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.
Kursister, som har særligt svært ved at lære dansk, kan blive tilbudt undervisning på små hold eller eneundervisning i helt særlige tilfælde. Der er også mulighed for undervisning efter lov om specialundervisning for voksne eller egentlige behandlingstilbud. Se mere i Danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl..
Folkeoplysning
Udbydere af folkeoplysende virksomhed kan søge tilskud til handicappedes deltagelse i aktiviteterne. Man kan få tilskud til befordring, tolkebistand mv. for at forbedre handicappedes muligheder for at deltage i folkeoplysende virksomhed. Der kan også gives tilskud til udstyr med handicapkompenserende formål i forbindelse med deltagelse i folkeoplysende virksomhed. Man kan ikke forvente at få fuldt tilskud.
Folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler
Folkehøjskolerne m.fl. kan tilbyde specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.
Specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand omfatter dels særligt tilrettelagt undervisning inden for skolens fagrække dels undervisning og træning i funktionsområder og arbejdsmetoder, hvis formål er at afhjælpe eller begrænse virkninger af psykiske, fysiske eller sensoriske funktionsvanskeligheder.
De videregående uddannelser
Studerende med et fysisk eller psykisk handicap kan søge om specialpædagogisk støtte (SPS) på de videregående uddannelser, som berettiger til SU mv. Du har også ret til SPS i obligatoriske praktikperioder.
Ordningen administreres af SU-styrelsen i samarbejde med uddannelsesstederne. Læs mere på www.su.dk.
Du søger støtte via dit uddannelsessted.
Loven gælder for alle studerende med et fysisk eller psykisk handikap, uanset om man lever af SU, revalideringsydelse, aktiveringsydelse, førtidspension eller andet.
Støtte omfatter fx rådgivning og vejledning, hjælpemidler, sekretærhjælp og praktisk hjælp, tegnsprogstolkning og skrivetolkning, særligt undervisningsmateriale og kurser for studerende med henblik på kompensation for funktionsnedsættelsen.
Deltagere på de videregående uddannelser, som er udbudt under åben uddannelse eller som deltidsuddannelser efter § 5 i lov om universiteter for voksne, er ikke omfattet af disse bestemmelser.
Dagpenge-, kontant- og starthjælpsmodtagere samt revalidender m.fl.
Der er en række muligheder for hjælpemidler mv. til dagpengemodtagere, kontant- og starthjælpsmodtagere samt revalidender m.fl. som deltager i tilbud efter loven om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Jobcentrene eller kommunen kan yde tilskud til eller udlåne undervisningsmateriale, arbejdsredskaber og arbejdspladsindretninger. Materialet skal være en nødvendig følge af et tilbud om vejledning og opkvalificering eller af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Revalidender kan få tilskud til personlig assistance, som er en nødvendig følge af et tilbud om vejledning og opkvalificering eller af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Der kan ydes tilskud til en mentor med det formål at styrke introduktionen på en arbejdsplads eller til en uddannelse. Mentoren skal være afgørende for, at personen kan deltage i tilbuddet.
Der gives tilskud på baggrund af en ansøgning til det lokale jobcenter eller kommune.
Beskæftigede og ledige med et handicap
Beskæftigede og ledige med et handicap, som deltager i efter- og videreuddannelse, kan søge om støtte til en personlig assistent:
- Beskæftigede, som deltager i uddannelse inden for sit erhverv uden for normal arbejdstid
- Ledige, som deltager i tilbud om vejledning og opkvalificering efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
- Ledige, som deltager i 6 ugers selvvalgt uddannelse
- Ledige, som bevarer retten til dagpenge, mens de deltager i uddannelse
Den personlige assistent hjælper med de praktiske ting.
Du skal sende ansøgningen om hjælp til personlig assistance til det lokale jobcenter. Det er en betingelse, at uddannelsesstedet ikke kan yde støtte efter anden uddannelseslovgivning.
Hjælpemidler
Kommunen kan bevilge hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det sker efter vejledning om støtte til hjælpemidler, biler og boligindretning m v. i tilknytning til Lov om social service. Der må ikke kunne bevilges hjælp efter anden lovgivning, herunder uddannelseslovgivning.
Få mere at vide
EMU - Tilgængelighed til uddannelse
www.tilgængelighed.dk
Center for Ligebehandling af Handicappede
www.clh.dk
Danmarkskort over kommuner der har en handicappolitik
www.handicappolitik.clh.dk/
Hjælpemiddelinstituttet
www.hmi.dk
Danske Handicaporganisationer
www.handicap.dk
Bekendtgørelse om specialundervisning for voksne. Nr. 378 af 28. april 2006.
Bekendtgørelse af
lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskoler samt om Folkeuniversitetet (folkeoplysningsloven). Nr. 854 af 11. juli 2011.
Bekendtgørelse af lov om kompensation til handicappede i erhverv mv. Nr. 727 af 7. juli 2009.
Bekendtgørelse om specialpædagogisk støtte under erhvervsuddannelser mv. Nr. 1030 af 15. december 1993.
Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Nr. 710 af 23. juni 2011.
Bekendtgørelse af lov om social service. Nr. 81 af 4. februar 2011.