Til enkelte erhvervsuddannelser er der adgangsbegrænsning. Det betyder, at der kun kan optages et begrænset antal elever.
For at være garanteret optagelse på en uddannelse med adgangsbegrænsning, skal du indgå en uddannelsesaftale med en virksomhed (aftale om praktik), inden du søger ind på uddannelsen. Uddannelsesaftalen skal dække uddannelsens grundforløb samt første praktikperiode og første skoleperiode i hovedforløbet.
Har du en underskrevet uddannelsesaftale med en virksomhed, er du sikret adgang til grundforløbet på en adgangsbegrænset uddannelse.
Kvotepladser
Skolerne har derudover en på forhånd fastlagt kvote, dvs. et antal pladser på de adgangsbegrænsede uddannelser, som elever uden uddannelsesaftale kan søge. Opnår du en kvoteplads, kan du starte på grundforløbet uden uddannelsesaftale, men du skal stadig skaffe dig en uddannelsesaftale for at kunne fortsætte på uddannelsens hovedforløb.
Hvis du går i 9. – 10. klasse og vil søge kvoteplads på en adgangsbegrænset uddannelse, skal du henvende dig til din skole og/eller din vejleder, som hjælper dig med at søge. Du afleverer din ansøgning til skolen senest 1. marts.
Hvis du er gået ud af skolen og vil søge kvoteplads på en adgangsbegrænset uddannelse, skal du henvende dig til uddannelsesstedet. Uddannelsesstedet vil ofte bede dig udfylde et ansøgningsskema og indkalde dig til en samtale.
Det er uddannelsesstedet, som vurderer ansøgerne til kvotepladserne og optager de bedst kvalificerede.
Antallet af kvotepladser varierer fra år til år, og der er tale om et begrænset antal pladser. På skolernes hjemmesider kan du se, hvad der lægges vægt på i ansøgningerne. Du skal bl.a. kunne dokumentere, at du aktivt har søgt efter praktikplads.
Adgangsbegrænsede uddannelser
Der indføres adgangsbegrænsning på visse uddannelser, for at der ikke skal uddannes mange flere, end der er job til. Følgende uddannelser har adgangsbegrænsning:
- Beklædningshåndværker
- Digital media
- Film- og tv-produktionsuddannelsen
- Fitnessinstruktør
- Fotograf
- Frisør
- Kosmetiker
- Mediegrafiker
- Sundhedsservicesekretær
- Teater-, udstillings- og eventtekniker
- Veterinærsygeplejerske
- Ædelsmed
Se alle EUD-uddannelser fordelt på skoler i EUD-nøglen.