Akut kirurgi
Der er ingen døre ind til lokalet, men to åbninger i hver sin side. I lokalets ene ende hænger en tavle, der er lige så bred som lokalet. Der står nogle navne og latinske betegnelser. Over tavlen hænger to overvågningsfjernsyn. De viser gangen til venstre for lokalet.
Stedet er Akut kirurgisk modtagelse på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Det er her, folk med kraftige smerter i maven og urinvejene kommer. Endnu er her roligt.
"Det er først, når de praktiserende læger åbner og begynder at sende patienterne herned, at der sker noget," fortæller Nikolaj Friis Hansen.
I pauserne øver Nikolaj sig i at sy - patienter.
Nikolaj er turnuslæge. Det vil sige, at han har læst medicin på universitetet og nu er ved at tage den såkaldte kliniske basisuddannelse på et sygehus. Han har tidligere været et halvt år på Sydvestjysk Sygehus i Grindsted og er ved at være færdig med sit halve år på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. I dag skal han være på vagt i 15 timer.
Han er såkaldt forvagt. Det er den første læge, folk møder, når de kommer akut på sygehuset. Oppe på selve sengeafdelingen er der en mellemvagt og en bagvagt. Dem kan Nikolaj kontakte, hvis han får brug for hjælp.
Nikolajs dag begynder kl. otte, hvor der er morgenmøde. Der bliver nattens hændelser diskuteret, og patienterne bliver givet videre til dagholdet. Herefter er der stuegang. Resten af dagen skal Nikolaj være i Akut kirurgisk modtagelse.
Nyresten, måske
Nikolajs telefon ringer. Han lytter, noterer et par ting ned på sin blok og stiller nogle spørgsmål. Han fortæller sygeplejerskerne, at der kommer en patient, som den praktiserende læge mener, har nyresten. Den ellers flittigt talende Nikolaj bliver stille. Han læser patientens journal.
Der er jo ingen patienter, der siger tingene, som de står i lærebøgerne
"Jeg er altid forsigtig med at sætte for meget i gang, når jeg ikke selv har undersøgt patienten. Fordi den praktiserende læge siger, at patienten har nyresten, er det jo ikke sikkert, at det passer."
Nikolaj og sygeplejerskerne går i gang med at udfylde en mængde papirer. På tavlen for enden af lokalet skriver en sygeplejerske patientens navn ud for stue nummer ti og det latinske navn for nyresten.
"Når patienten kommer, går jeg i gang med et lille stykke detektivarbejde. Der kan være mange grunde til, at man har ondt i maven."
"Der er jo ingen patienter, der siger tingene, som de står i lærebøgerne. Så jeg er nødt til at stille patienten en del spørgsmål og uddrage essensen i løbet af de 15 minutter til tre kvarter en undersøgelse varer."
Kommunikation
Nikolaj lægger stor vægt på kommunikationen med patienterne. Han mener, at han har en af sine styrker på det område.
"Jeg synes, det er vigtigt at forklare patienten, hvorfor jeg laver de undersøgelser, jeg gør, for det er de naturligvis meget interesserede i. Jeg fortæller også, hvad jeg tror, der er galt."
Nikolaj leder efter et sted, hvor han kan lægge et drop.
Patienten, der måske har nyresten, kommer ind på modtagelsen og har store smerter. Patienten ligger helt sammenkrøllet. Nikolaj ordinerer noget smertestillende. Efter at have undersøgt patienten støtter Nikolaj ikke den praktiserende læges diagnose.
"Jeg tror ikke, det er nyresten. Det sidder for højt oppe på ryggen. Jeg skal have taget et røntgenbillede for bedre at kunne se, om der skulle være noget galt med rygsøjlen."
Skræmmende og spændende
Da Nikolaj kom til sygehuset i Esbjerg, blev han sat ind i arbejdsgangen, og efter en uges tid var han i fuld gang. Han kan stadig huske, da han skulle undersøge sin første patient.
"Det var spændende, men også lidt skræmmende. Jeg klyngede mig til det journaloplæg, jeg havde med ind, og huskede at spørge i den rækkefølge, som der stod i oplægget, ellers kunne jeg ikke rumme alle informationerne."
Siden har Nikolaj lært at slappe mere af.
"Når jeg møder patienterne, ser jeg dem lige an og prøver så at tale til dem, som de taler til mig. Der er næsten aldrig to situationer, der er ens. Hvis du opfører dig ens hver gang, taber du informationer. Jeg bruger altid lige to minutter på at opsummere forløbet og give patienten mulighed for at stille spørgsmål."
Det var underligt første gang, jeg skulle ind på en stue og fortælle de pårørende, at deres far var død
Nikolaj bestiller et røntgenbillede og udfylder forskellige formularer til andre undersøgelser af blod, urin osv., der også skal laves.
Samtaler om døden
Nikolajs telefon ringer igen. Samme fremgangsmåde som før: Han lytter, noterer ned på sin blok og stiller nogle få spørgsmål. Der er en patient på vej, som måske har et blødende mavesår.
Nikolaj synes, at det er et spændende job, og et job, hvor han oplever stor tilfredsstillelse ved at hjælpe patienterne. Der er også situationer, hvor han ikke har kunnet hjælpe.
"Det var underligt første gang, jeg skulle ind på en stue og fortælle de pårørende, at deres far var død. Jeg stod der på stuen og klamrede mig til journalfolderen og min stemme blev langsomt svagere. Der kom nok en del tomme floskler om at få fred og sådan noget. Desværre er der ingen opskrift på, hvordan du skal gøre. Du prøver det nogle gange og bliver så bedre til det."
"Det er klart, at hvis du har behandlet en patient nogle gange og har lært vedkommende at kende, så skal du lige trække vejret dybt, inden du går ind til de pårørende. De pårørende vil gerne have besked på, hvad der er sket, så du må ikke bryde sammen, for det hjælper dem ikke. Heldigvis er det blevet mere afslappet, og man taler meget mere med patienterne og de pårørende end tidligere."
Nattevagt
Nikolaj indtaler hændelsesforløbet med dagens første patient i en diktafon. En lægesekretær vil senere skrive båndet ud.
Nikolaj tager fem minutters hvil.
Risikoen for, at der opstår fejl, bliver større, jo længere man har været på arbejde.
"Du vænner dig til at koncentrere dig, uanset om det er kl. 9 om morgenen eller kl. 3 om natten. De fleste fejl sker efter mange timers arbejde, og det ved du, derfor koncentrerer du dig også mere. Du er nødt til at sætte dig en gang imellem og spise, uanset om der er patienter eller ej. Hvis jeg lader være, arbejder jeg dårligere på længere sigt. At holde en pause kan være at arbejde effektivt."
Du vænner dig til at koncentrere dig, uanset om det er kl. 9 om morgenen eller kl. 3 om natten
Nikolaj har tabt 12 kilo, siden han begyndte på sin kliniske basisuddannelse. Så noget tyder på, at han ikke sætter sig ned og spiser helt så ofte, som han påstår. Han har dog en anden forklaring.
"Mens jeg studerede, sad jeg ned hele tiden, men på en 15-timers vagt får jeg gået mange kilometer."
Nikolaj skal nok nå at få gået mange kilometer i dag. Der er endnu 12 timer tilbage af vagten, hvor han skal løse små detektivopgaver. Det er dog ikke altid, at han kan løse mysteriet om smerter og sygdomme. Patienten fra tidligere blev udskrevet efter tre timer.
Se oversigt over flere interview.