PrintHeader
  • tip

    Send siden

    Der er sket en fejl..

    - Udfyld venligst din e-mail adresse.- Udfyld venligst modtagers e-mail adresse.

     
     
     
  • Print siden
  • Læs siden

Mød en

Tandlæge

30-årige Morten Worsøe er uddannet tandlæge (cand.odont.) og er i dag medejer af en tandklinik.

Mortens studievalg var helt bevidst, og i dag fortryder han ikke et sekund, at han valgte tandlægebeskæftigelsen. For ham er det et fascinerende håndværk og et meget ansvarfuldt job.

Foto af Morten

Et målrettet studievalg

Morten har altid gerne villet bruge både sine hænder og sit hoved. I 8. klasse var han i praktik hos en tandlæge.

"Jeg kunne godt lide den kombination af noget fint håndværk, samtidig med at man skal have en dialog med patienterne. Man skal kunne tænke kreativt og have en masse viden."

Jeg kunne godt lide den kombination af noget fint håndværk, samtidig med at man skal have en dialog med patienterne

Efter 9. klasse gik Morten i gymnasiet og tog herefter et sabbatår. "Jeg arbejdede som klinikassistent i Indien. På den måde kombinerede jeg noget studieforberedende med at rejse," fortæller han.

En uddannelse med meget praktik

Herefter søgte Morten ind på tandlægestudiet, som rustede ham rigtig godt til jobbet.

"Der er praktik sideløbende med undervisningen. Man hører en forelæsning om, hvordan man laver en sølvfyldning, og 15 minutter senere går man op på skolens klinik og laver en fyldning på en patient. Når man er færdiguddannet, har man prøvet alt, hvad en tandlæge skal kunne."

Værsgo' at sidde ned - Morten har mellem 8 og 20 patienter om dagen

Morten har mellem 8 og 20 patienter om dagen

Nyuddannet - og hvad så?

Efter 5 år på tandlægestudiet kunne Morten kalde sig cand.odont. Herefter fik han job på en tandklinik.

"Som nyuddannet skal man være ansat som assistent i et år hos en selvstændig tandlæge, der har ansvaret for én. Efter det år må man arbejde som selvstændig tandlæge og har fx lov til at starte eller overtage en klinik."

Morten vidste med det samme, at han havde fundet sin rette hylde: "De første 2 måneder stod jeg grinende og vaskede hænder hver morgen. Jeg syntes simpelthen, det var helt fantastisk."

Sideløbende med jobbet som tandlæge har Morten undervist på tandlægeskolen. Ud over at han godt kan lide at undervise, var det fagligt udviklende for ham selv at færdes i det miljø, hvor der forskes i nye former for behandling. "Det var nærmest en slags betalt efteruddannelse," som han siger.

Egen klinik

For et år siden blev Morten medejer af en tandklinik. De er i alt tre ejere: Morten og en jævnaldrende kollega samt en af klinikkens oprindelige indehavere, der har 40 års erfaring. Derudover er der tre ansatte tandlæger, en tandplejer samt klinikassistenter og receptionister.

Vi sidder tit over frokosten og viser hinanden røntgenbilleder

Morten synes, at det er en fordel at arbejde på en stor klinik: "Man kan bedre specialisere sig, fx behandler jeg alle de vanskelige tilfælde af paradentose (betændelse i den knogle, som tandroden sidder fast i)".

Samtidig kan man bruge hinanden til at diskutere specielle patienttilfælde: "Vi sidder tit over frokosten og viser hinanden røntgenbilleder. Vi bruger hinanden rigtig meget, ellers udvikler man sig ikke."

Hverdagen som tandlæge

"En typisk hverdag for mig indeholder næsten alt inden for vores fag," siger han. "Det kan være kirurgisk behandling af paradentose, rodbehandling, undersøgelser, proteser, tandkroner og fjernelse af visdomstænder."

Tandlægeskræk? - Man skal kunne få patienterne til at slappe af

Man skal kunne få patienterne til at slappe af

"Desuden laver vi implantater, hvor man erstatter en tand med en titaniumskrue, som man sætter fast i kæbebenet."

Arbejdet som tandlæge er fysisk hårdt: "Vi sidder bøjet over patienterne i nogle rigtig dumme arbejdstillinger for at kunne se. De fleste tandlæger går til fysioterapeut og massør, det er simpelthen nødvendigt. Hvis man er meget høj eller har problemer med ryggen, skal man tænke sig om en ekstra gang, inden man vælger at blive tandlæge".

Af samme grund arbejder Morten højst ca. 30 timer om ugen med patienter. Som ny indehaver af klinikken har han temmelig meget administrativt arbejde, ca. 20 timer om ugen. Hans ansatte tandlæger har 4-5 timers papirarbejde om ugen, så de kommer tættere på en normal arbejdsuge.

Jobbet kan være stressende: "Der er mange dage, hvor jeg ikke når at få frokost, fordi der lige skal presses en ekstra patient ind."

Et ansvarsfuldt job

Som tandlæge har man også et stort ansvar: "Får man ikke lavet tingene ordentligt, kan man risikere, at folk mister deres tænder. Man kan også komme til at skære en nerve over. Så man skal være klar til at tage et ansvar for patienten og den behandling, man laver."

"Det attraktive ved jobbet er, at man er meget sin egen herre. Og så er det en god løn. Det er et respekteret job i og med, at det er et fint håndværk."

Det attraktive ved jobbet er, at man er meget sin egen herre

"Jeg synes, at psykologi er enormt fascinerende, og jeg snakker rigtig godt med mine patienter. Det aspekt, synes jeg, er næsten lige så vigtigt som selve behandlingen."

"Men man skal ikke tro, at man er specielt populær som tandlæge. Patienterne kommer jo ikke jublende ind ad døren. De er da glade, når man hjælper dem af med en tandpine. Men bagefter gør det ondt i deres pengepung".

Trods ulemperne skinner det tydeligt igennem, at Morten er en glad og engageret tandlæge: "Jeg kunne ikke forestille mig at lave andet."

Se oversigt over flere interview.