Mange sygdomme kræver en undersøgelse af de indre organer - det kan gælde alt fra brækkede knogler til kræftsygdomme. For at lægerne kan fastslå den endelige diagnose, kan det være nødvendigt at røntgenfotografere, og her kommer radiografen ind. På uddannelsen lærer du at betjene ultralydsscannere, CT-scannere og MR-scannere m.v., og du lærer at have med syge mennesker at gøre.
Radiografuddannelsen varer 3 1/2 år og er opdelt i 7 semestre, der hver varer 20 uger. Undervisningen er skiftevis teoretisk og praktisk (klinisk) orienteret. Der er undervisning 30 timer om ugen.
På skolen veksler undervisningsformen mellem klasseundervisning, gruppearbejde og projektarbejde. Du modtager undervisning i en række fag, der giver dig den nødvendige teoretiske baggrund for at kunne udføre den praktiske del af jobbet. Det er fag som anatomi og fysiologi, sygdomslære, omsorg, røntgenfysik, filmkundskab, datalære, psykologi, pædagogik og administration.
Den praktiske undervisning foregår på en billeddiagnostisk afdeling på et hospital eller en klinik.
På 1. og 2. semester lærer du om radiografiens grundlæggende begreber og metoder samt udvikler de grundlæggende praktiske kvalifikationer. Den praktiske del af undervisningen foregår på en billeddiagnostisk afdeling.
På 3. semester er mennesket i fokus. Her skal du lære at foretage individuelle bedømmelser af den enkelte patients tilstand og situation. Den praktiske undervisning foregår her på en medicinsk eller kirurgisk afdeling.
På 4. og 5. semester lærer du om de forskellige undersøgelsesmetoder samt at udføre mere komplicerede undersøgelser. Her foregår den praktiske del både i og uden for en billeddiagnostisk afdeling.
På 6. semester lærer du om kvalitetssikring og udviklingsmuligheder i faget samt at bearbejde tværgående sundhedsfaglige problemstillinger. Der er 2 måneder med teori og 3 måneder i en billeddiagnostisk afdeling.
På 7. semester består af en valgfri del på i alt 6 måneder, hvori indgår det afsluttende bachelorprojekt. Projektet skal behandle en selvvalgt problemstilling inden for radiografisk udviklingsarbejde.
Eksamen. Uddannelsen indeholder i alt 3 eksterne prøver inklusive bachelorprojektet, som bliver bedømt individuelt ved en mundtlig prøve.
Uddannelsen giver adgang til titlen Professionsbachelor i radiografi. Den engelske betegnelse er Bachelor Degree in Radiography.
Uddannelsen foregår i København med praktik på hospitaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland.
I Odense med praktik på hospitaler i Region Syddanmark. I
Ålborg med praktik på hospitaler i Region Midtjylland og Region Nordjylland.
Se uddannelsessteder i højremenuen.
Antal færdiguddannede. I 2006 fuldførte 66 uddannelsen. 56 procent af dem, der begyndte på uddannelsen i 2006, forventes at fuldføre den. Se forklaring på tallene.