Professionsbachelor i ernæring og sundhed samler de tidligere uddannelser til økonoma, ernærings- og husholdningsøkonom og klinisk diætist i en enkelt uddannelse.
Uddannelsen er opdelt i en basisdel på 1 1/2 år og en specialedel på 2 år. I løbet af studiet har du minimum 20 ugers praktik.
På basisdelen er der undervisning i emner inden for ernæring, fødevarer, forbrug og sociologi. Du stifter også bekendtskab med pædagogisk teori og praksis, idet der på denne del er indlagt en praktikperiode, hvor du lærer at vejlede og formidle din viden om ernæringsrigtig kost.
På specialedelen skal du fordybe dig inden for et af følgende specialer: human ernæring, klinisk diætetik, cateringledelse, serviceledelse, sundhedskommunikation eller produktudvikling.
Udbuddet af specialer kan variere fra uddannelsessted til uddannelsessted. De består af obligatoriske fag, der knytter sig til specialet, og af valgfag.
Undervisningen er inddelt i hold- og gruppeundervisning, og i perioder skal du arbejde projektorienteret, både gruppevis og individuelt.
Eksamen. Du afslutter uddannelsen med et bachelorprojekt inden for det enkelte speciale. I specialedelen er der indlagt en professionsrettet praktik, hvor du beskæftiger dig med det fagområde, du har valgt. For specialet klinisk diætist er praktikken forlænget.