Billedkunstuddannelsen indeholder undervisning inden for den skabende kunst, fx maleri, skulptur, grafik, foto eller video, og du får kendskab til fagområdets teori og historie. På studiet er de studerendes egne kunstneriske produktioner i fokus.
Grunduddannelsen giver dig en bred orientering om maleri og skulptur, som er fælles for alle studerende. Du får undervisning i emner og fag som fx:
- farvelære
- afstøbning
- kunstteori
- kunsthistorie.
Efter grunduddannelsen vælger du en studieretning. Indhold og længde på overbygningsuddannelserne varierer efter, hvilken skole du går på. Du kan bl.a. følge studieretningerne maleri, skulptur, grafik og medie.
Undervisningen veksler mellem forelæsninger, kurser, personlige samtaler/vejledning og ekskursioner. Der er mødepligt på flere af uddannelsesstederne.
Igennem uddannelsesforløbet bliver dine egne produktioner, din studieegnethed og aktivitet vurderet en eller flere gange og skal godkendes, for at du kan fortsætte på studiet.
Overbygningsuddannelsen afsluttes med et afgangsprojekt og en udstilling.
Uddannelsen foregår i København, Odense og Aarhus.
Antal færdiguddannede
I 2009 fuldførte 25 uddannelsen. 95 procent af dem, der begyndte på uddannelsen i 2009, forventes at fuldføre uddannelsen.
Se forklaring på tallene.