Indgangen hedder Transport og logistik. På uddannelsen får du viden om klargøring af tog. Du lærer om rangering, det vil sige at sætte togvognene rigtigt sammen, om læsning og losning af godsvogne ved hjælp af gaffeltruck og lastbiler. Herudover lærer du at kontrollere, om det tekniske og sikkerheden på de læssede togstammer er i orden. Det er vigtigt, at slidte dele bliver udskiftet. Derfor lærer du også at se, hvornår det er på tide, og hvordan man skifter dem.
Herudover skal du vide, hvad du gør i situationer, hvor der er ved at ske eller er sket uheld med farlige stoffer.
Se mere om skoleuddannelsen og de enkelte fag på www.elevplan.dk.
Opbygning. Uddannelsen veksler mellem skole og praktik og varer 3 år. Du kan starte uddannelsen enten på skole eller i praktik. For at starte i praktik skal du have en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver.

Eksempel på uddannelsesforløb via skoleadgangsvej. Figuren er vejledende - den enkelte skole kan selv tilrettelægge forløbet.
Uddannelsen består af et grundforløb og et hovedforløb med flere praktikperioder. Grundforløbet varer normalt 20 uger på teknisk skole, men kan forlænges op til 60 uger. Læs mere om grundforløb i Erhvervsuddannelser. På hovedforløbet er der fem skoleperioder på henholdsvis 6, 6, 5, 9 og 4 uger. Resten af tiden er praktik.
Grundforløbet på indgangen tilbydes på mange skoler rundt om i landet. Hele uddannelsen tilbydes på tekniske skole i Odense. Se højremenuen.
Mesterlære. Du har mulighed for at tage uddannelsen som mesterlære. Det første år bliver du oplært hos mester. Oplæringen hos mester træder i stedet for uddannelsens grundforløb på skole. Du skal indgå uddannelsesaftale med lærestedet. Sammen med din mester og erhvervsskolen laver du en personlig uddannelsesplan. I slutningen af praktikåret bliver du fagligt vurderet. Er dit faglige niveau ok, kan du fortsætte på uddannelsens hovedforløb. Se mesterlære.