Uddannelsen veksler mellem skole og praktik og varer 4 år. Du kan starte uddannelsen enten på skole eller i praktik. For at starte i praktik skal du have en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver. Uddannelsen består af et grundforløb og et hovedforløb med flere praktikperioder. Grundforløbet varer normalt 20 uger på teknisk skole. Læs mere om grundforløb i Erhvervsuddannelser. På hovedforløbet er der fire skoleperioder på henholdsvis 10, 10, 10 og 5 uger. Resten af tiden er praktik.
Det korte EUD-forløb til industrimontør tager 2 år og 6 måneder. På hovedforløbet er der to skoleperioder på hver 10 uger. Resten af tiden er praktik.
På uddannelsen får du kendskab til, hvordan man får skibe til at fungere bedst muligt teknisk og mekanisk. Du lærer at holde øje med driften af fx dieselmotorer, køleanlæg og rørsystemer, og du lærer at vedligeholde og reparere dem. Du får også kendskab til Loven om Havmiljø og andre regler der gælder på havet, så du er med til at passe på miljøet, omgivelserne og dig selv, når du arbejder.
Du bliver fortrolig med at bruge håndværktøj til fx at bore, slibe og lodde, og du lærer at svejse og bruge en flammeskærer.
Se mere om skoleuddannelsen og de enkelte fag på www.elevplan.dk.