Skibsmekanikeruddannelsen varer 3 år og 3 måneder. Den veksler mellem skole og praktik. Du kan starte på skole eller i praktik. For at starte i praktik skal du have en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver.
Uddannelsen er opdelt i et grundforløb og et hovedforløb. På grundforløbet går du først 15 uger på søfartsskole og bagefter mindst 20 uger på teknisk skole. Læs mere om grundforløb i Erhvervsuddannelser. På hovedforløbet er der 3 skoleperioder på 10 uger i løbet af ca. 2 1/2 år. Resten af tiden er praktik: 1 år til søs og 1 år på land eller til søs.
Vælger du at slutte som Industrimontør, varer det 2 år og 6 måneder. På denne uddannelse er den håndværksmæssige og maskintekniske del i fokus. Den søfartsmæssige del udelades.
Brovagt, losning og lastning er en del af de almindelige arbejdsopgaver på et skib, som skibsmekanikeren også skal kunne klare. Derfor er uddannelsen en blanding af håndværksfag, maskintekniske fag og praktik til søs. I løbet af uddannelsen lærer du de forskellige typer af maskiner på et skib at kende. Du lærer at læse en tegning over fx et pumpesystem, så du bliver i stand til at finde eventuelle fejl i maskineriet og reparere dem.
Du lærer fx at svejse, at skære gevind og at klippe rør og plader. Det er nødvendigt, fordi du undertiden selv skal lave maskindele, der er gået i stykker, om bord.
De enkelte fag beskrives nærmere på www.elevplan.dk.