Som ernæringsassistent (køkkenassistent) står du med det daglige ansvar for kvalitet og fødevaresikkerhed på mange menneskers vegne. På uddannelsen lærer du om ernæring og kost. Du lærer at vurdere, hvad der skal til for at præstere en ernæringsmæssig forsvarlig kost. Du lærer også om principperne bag forskellige diættyper, og du lærer at sammensætte, tilrettelægge og tilberede diæter.
At arbejde med fremstilling af mad i et storkøkken kræver en særlig viden om køkkenteknik og produktionsformer. På uddannelsen får du viden om, hvordan man tilrettelægger produktionsgangen, hvordan man opbevarer fødevarer forsvarligt, hvordan man anvender de mange køkkenmaskiner optimalt, hvordan man anretter maden appetitligt, og hvordan den distribueres på bedst tænkelig måde.
De enkelte fag beskrives nærmere på www.elevplan.dk.
Opbygning. Indgangen hedder Mad til mennesker. Uddannelsen til ernæringsassistent varer 3 år. Tidligere hed uddannelsen køkkenassistent. Den veksler mellem skole og praktik. Du kan starte på skole eller i praktik. For at starte i praktik skal du have en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver.

Eksempel på uddannelsesforløb via skoleadgangsvej. Figuren er vejledende - den enkelte skole kan selv tilrettelægge forløbet.
Uddannelsen er opdelt i et grundforløb og et hovedforløb. Grundforløbet varer normalt 20 uger, men kan forlænges op til 60 uger. Læs mere om grundforløb i Erhvervsuddannelser. På hovedforløbet er der skoleperioder på i alt 30 uger. Resten af tiden er du i praktik.
Hele uddannelsen tilbydes på en lang række tekniske skoler rundt om i landet. Se højremenuen.
Mesterlære. Du har mulighed for at tage uddannelsen som mesterlære. Det første år bliver du oplært hos mester. Oplæringen hos mester træder i stedet for uddannelsens grundforløb på skole. Du skal indgå uddannelsesaftale med lærestedet. Sammen med din mester og erhvervsskolen laver du en personlig uddannelsesplan. I slutningen af praktikåret bliver du fagligt vurderet. Er dit faglige niveau ok, kan du fortsætte på uddannelsens hovedforløb. Se mesterlære.