Praktikken er vigtig. Det er her, du får afprøvet alt det, du har lært. At arbejde sammen med kolleger i en virksomhed giver erfaring. Gennem praktikken får du efterhånden også en vis rutine i arbejdet. Du arbejder efter en uddannelsesplan, som du laver sammen med praktikstedet.
Du skal selv finde praktikplads. Det kræver en personlig indsats. Der er gode muligheder for at få praktikplads, men det er lidt afhængigt af, hvor i landet du søger. Du kan evt. få hjælp af skolen.
Et praktiksted skal være godkendt af Slagterfagets Fællesudvalg. På www.praktikpladsen.dk kan du finde en oversigt over godkendte praktiksteder. Du kan også finde enkelte praktikpladser.
Når du har fundet et godkendt praktiksted, skal I indgå en skriftlig uddannelsesaftale, der fungerer som en ansættelseskontrakt.
Hvis du ikke selv har fundet en praktikplads efter grundforløbet, er der mulighed for at komme i skolepraktik. Det kan først ske 2 måneder efter afslutningen af grundforløbet, og du skal kunne dokumentere, at du selv har gjort en aktiv indsats for at finde en virksomhedspraktik.
Læs mere om praktik i Erhvervsuddannelser.
Der blev i 2004 indgået 308 uddannelsesaftaler i faget butik, 25 i faget slagtning, 82 i faget delikatesse og 4 i faget fisk og vildt.