På uddannelsen lærer du om de forskellige planter og deres egenskaber. Du lærer at anlægge og arbejde med græsarealer. Du tager sprøjtecertifikat og lærer om planters sundhed og behandling. Nogle steder arbejder man med økologiske principper - det arbejder du også med på uddannelsen.
Anlægsgartneren bruger også bygningselementer som fliser, trapper og mure. På uddannelsen lærer du at udføre de nødvendige beregninger, der knytter sig til den slags opgaver. Du arbejder også med større projekteringsopgaver.
Opbygning. Indgangen hedder Dyr, planter og natur. Anlægsgartneruddannelsen varer 3 år og 10 måneder. Trinet anlægsplejer varer 2 år. Uddannelsen veksler mellem skole og praktik. Du kan starte på skole eller i praktik. For at starte i praktik skal du have en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver.

Eksempel på uddannelsesforløb via skoleadgangsvej. Figuren er vejledende - den enkelte skole kan selv tilrettelægge forløbet.
Uddannelsen er opdelt i et grundforløb og et hovedforløb. Grundforløbet varer normalt 20 uger, men kan forlænges op til 60 uger. Læs mere om grundforløb i Erhvervsuddannelser. På hovedforløbet er der skoleperioder på i alt 36 uger. På trinet til anlægsplejer er der skoleperioder på i alt 18 uger. Resten af tiden er du i praktik.
Grundforløbet på indgangen tilbydes af mange skoler. Hele uddannelsen tilbydes på skoler i Beder, Aalborg, Odense, Roskilde og Slagelse. Se højremenuen.
Mesterlære. Du har mulighed for at tage uddannelsen som mesterlære. Det første år bliver du oplært hos mester. Oplæringen hos mester træder i stedet for uddannelsens grundforløb på skole. Du skal indgå uddannelsesaftale med lærestedet. Sammen med din mester og erhvervsskolen laver du en personlig uddannelsesplan. I slutningen af praktikåret bliver du fagligt vurderet. Er dit faglige niveau ok, kan du fortsætte på uddannelsens hovedforløb. Se mesterlære.