Uddannelsen veksler mellem skole og praktik og varer 1 år og 6 måneder. Du kan starte uddannelsen enten på skole eller i praktik. For at starte i praktik skal du have en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver. Uddannelsen består af et grundforløb og et hovedforløb med flere praktikperioder.
Grundforløbet varer normalt 20 uger på teknisk skole. Læs mere om grundforløb i Erhvervsuddannelser. På hovedforløbet er der seks skoleperioder på hver 4 uger. Resten af tiden er praktik.
På uddannelsen får du kendskab til de love, som er relevante for sikkerhedsvagten. Du lærer også at lægge mærke til reaktionsmønstre hos personer med afvigende adfærd. En anderledes opførsel kan fx skyldes sygdom eller indtagelse af rusmidler.
I løbet af ddannelsen bliver du sat ind i, hvordan du handler hurtigt i en nødsituation og tilkalder hjælp, hvis det er nødvendigt. Til det formål lærer du også om radiokommunikation og om nødprocedurer.
Du får kendskab til de almindeligste alarmsystemer og lærer at udarbejde planer for, hvad man gør ved brand. Desuden lærer du at udarbejde rapporter om det arbejde, en sikkerhedsvagt udfører. Uddannelsen sætter dig i stand til at være med til at opretholde ro og orden.
Se mere om skoleuddannelsen og de enkelte fag på www.elevplan.dk.