På erhvervsakademiuddannelsen til it- og elektronikteknolog vil du komme til at beskæftige dig med ny teknologi inden for computere og elektronik. Uddannelsen, der varer to år, består af en obligatorisk del, som udgør 3/4 af uddannelsen, og en valgdel, som udgør den sidste 1/4.
Undervejs i uddannelsen skal du specialisere dig i enten kommunikationsteknik eller elektronik og data. Det gør du efter det første semester.
Den obligatoriske del er opdelt i tre emneområder:
- Almene emner, der indeholder fagene: sproglig kommunikation, teknisk dokumentation, teknisk matematik, informationsteknik og elektronik
- Virksomhedsemner, der indeholder fagene: erhvervsmæssigt køb og salg, virksomhedsøkonomi, virksomhedsorganisation, projektledelse, miljø og sikkerhed og kvalitet
- Teknologi, der indeholder bundne valgemner inden for enten elektronik eller kommunikationsteknik
Under linjen elektronik og data lærer du at udvikle, producere og teste elektroniske systemer inden for både hardware og software.
Under linjen kommunikationsteknik lærer du om kommunikationstekniske systemer, netværkssystemer, netværkshardware, transmissionsmedier, databasesystemer og datasikkerhed.
Du skal vælge ét af de bundne valgemner. De bundne valgemner fylder meget på uddannelsen. De findes på både 1., 2. og 3. semester. Ikke alle uddannelsesinstitutioner udbyder begge valgemner.
Uddannelsens valgdel består af et specialeforløb og et afsluttende eksamensprojekt. På specialeforløbet fordyber du dig i et afgrænset emne, som du selv vælger. Det afsluttende eksamensprojekt kan du gennemføre i samarbejde med en virksomhed. Specialeforløbet skal indgå i eksamensprojektet.
Uddannelsen foregår i Herning, København, Odense, Sønderborg, Aalborg og Århus. Se højremenuen.
De fleste skoler udbyder også uddannelsen i en engelsksproget udgave.