De fleste af de produkter, du støder på i din hverdag, har været gennem hænderne på en laborant. Laboranter tester og kontrollerer råvarer og færdigvarer, inden de sendes ud til forbrugerne. Under uddannelsen lærer du at analysere varer inden for fx medicinalindustrien, levnedsmiddelindustrien og den kemiske industri.
Laborantuddannelsen er en erhvervsakademiuddannelse, der varer 2-2½ år. Den er opdelt i en obligatorisk del og en valgdel. Hovedfagene er kemi, mikrobiologi/bioteknologi og laboratorieteknik, men der indgår også fag som kvalitetsstyring og it.
Den obligatoriske del af undervisningen indeholder 3 emneområder:
- et alment område med fagene: kemi, matematik, arbejdsmiljø, kvalitetsstyring, it/kommunikation og grundlæggende laboratorieteknik
- et kemiteknologisk område med fagene: apparatteknik og analysemetoder
- et bioteknologisk område med fagene: mikrobiologi og grundlæggende bioteknologi
Valgdelen bygger på den obligatoriske del og består af et specialeforløb og et afsluttende eksamensprojekt.
Specialeforløbet er tilrettelagt som en 6-måneders lønnet virksomhedsuddannelse, hvor du er ansat i en eller flere virksomheder. Som regel forlænges virksomhedsuddannelsen med en traineeperiode på 6 måneder.
Undervisningen er tilrettelagt, så du får en grundig indsigt i arbejdet på forskellige typer af laboratorier, fra kontrol- og analyselaboratorier til forsknings- og udviklingslaboratorier. Uddannelsen på skolen er projektorienteret og veksler mellem teoretisk undervisning og praktisk arbejde i laboratoriet.
Under virksomhedsuddannelsen kan du blive ansat ved forskningslaboratorier eller i virksomheder inden for fx levnedsmiddelindustrien, medicinalindustrien eller i den kemiske industri.
Uddannelsen foregår i Dalum, Esbjerg, Hillerød, Holstebro, København, Roskilde, Slagelse, Aalborg og Århus. Se højremenuen.
Uddannelsen udbydes i en engelsksproget udgave ved Aarhus tekniske Skole.