Hvor kan du også få vejledning?
eVejledning vejleder bredt om alle uddannelsesmuligheder. Men du kan også kontakte én af de vejledningsenheder, som vejleder til lige præcis det område, der er relevant for dig:
UU
Ungdommens Uddannelsesvejledning vejleder elever i grundskolens ældste klasser om valg af ungdomsuddannelser. Unge op til 25 år, som har afsluttet grundskolen og ikke er kommet i gang med eller ikke har afsluttet en ungdomsuddannelse kan også få vejledning hos UU. Find dit UU under 'Kontakt' til højre eller find navn og telefonnummer på din vejleder direkte på 'Find din vejleder'.
Studievalg
De regionale studievalgscentre vejleder unge på de gymnasiale uddannelser og på erhvervsuddannelser om videregående uddannelser og erhverv. Studievalg har også åbningstid i deres centre, hvor man kan få vejledning om valg af videregående uddannelser og om efter- og videregående uddannelse. Find det nærmeste Studievalgscenter under 'Kontakt' til højre.
Jobcentre
De kommunale Jobcentre vejleder jobsøgende om job- og uddannelsesmuligheder.
VEU-centre
I VEU-centrene kan du få vejledning om grundlæggende almene og erhvervsrettede voksen- og efteruddannelser.
Vejledning på uddannelsessteder
Alle uddannelsessteder har ansat vejledere, som dels vejleder studerende, der allerede er i gang og dels vejleder ansøgere og potentielle ansøgere om optagelse, studiernes indhold og SU. Find kontaktoplysninger på uddannelsesstedernes hjemmesider.
Læs mere om Valg af uddannelse