Tandlægeuddannelsen, eller odontologi som studiet også kaldes, er en teoretisk og praktisk uddannelse, som først og fremmest har til formål at uddanne tandlæger.
Du lærer at undersøge, forebygge og behandle sygdomme i menneskers tænder, mund, spytkirtler og kæbe.
På studiet har du, foruden de teoretiske fag, også praktiske øvelser, der ofte foregår på en klinik. Her får du mulighed for at udføre alle former for tandbehandling på patienter, fx tandfyldninger, tandregulering og kirurgiske indgreb.
Studiet er bygget op omkring følgende områder:
-
Oral-biologiske basisfag, fx anatomi, genetik og tandmorfologi, som er læren om tændernes form og bygning.
-
Samfunds- og adfærdsfag, hvor du har fag som psykologi, pædagogik og retsodontologi. Retsodontologi er et retsmedicinsk fag, der bl.a. handler om, hvordan man kan identificere dødsofre ved at undersøge deres tænder.
-
Parakliniske fag, som er fag, der forbereder dig til at kunne udføre det kliniske arbejde. Det kan fx være almen kirurgi, generel medicin og mikrobiologi.
-
Kliniske fag, fx oral diagnostik, tandsygdomslære, bidfunktionslære, protetik (læren om proteser, kroner og broer), tandregulering og børnetandpleje.
Undervisningen veksler mellem forelæsninger, holdundervisning, projektarbejde, øvelser og klinisk arbejde med patienter. En stor del af undervisningen foregår på mindre hold.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BSc. Som bachelor får du adgang til flere sundheds- og naturvidenskabelige kandidatuddannelser, bl.a. kandidatuddannelserne i odontologi.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ år, og giver titlen cand.odont.
Uddannelsen foregår i København og Århus.
Antal færdiguddannede
I 2008 fuldførte 108 bacheloruddannelsen og 131 kandidatuddannelsen til tandlæge. Fuldførelsesprocenten for dem, der påbegyndte uddannelsen i 2008 er ikke opgjort.
Se forklaring på tallene.