Uddannelsen i molekylær medicin/molekylær biomedicin er en tværfaglig uddannelse, der handler om menneskers sundhed og sygdom. På studiet arbejder du med sygdomsbehandling ved hjælp af fx gen- og stamcelleterapi og procedurer baseret på dna-, rna- og proteinteknologi.
Den videnskabelige baggrund for undersøgelserne er humanbiologi, som handler om de biologiske forhold, der har betydning for, hvordan den menneskelige organisme fungerer. Du får bl.a. fag som anatomi, cellebiologi og vævslære.
Molekylærbiologi, hvor man studerer levende organismers biologi på molekyleniveau, er også en vigtig del af uddannelsen.
Uddannelsen indeholder desuden en række støttefag i fx almen kemi (herunder biokemi, proteinkemi og organisk kemi), videnskabsteori, bioinformatik og statistik og databehandling.
Undervisningsformen veksler mellem laboratorieøvelser, forelæsninger, klasseundervisning og projektarbejde, og du lærer at arbejde eksperimentelt.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BSc. Uddannelsen giver adgang til flere naturvidenskabelige kandidatuddannelser.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ - 1 år. Kandidatuddannelsen giver titlen cand.scient.
Uddannelsen foregår i København og Århus.