Ph.d.-studerende finder materialer på biblioteket
Universitetsuddannelse

Forskeruddannelse (ph.d.)

At forske er at dykke ned i et emne og forsøge at finde nye aspekter og nye sammenhænge, som kan bruges i en videreudvikling inden for det pågældende emne.

Fakta

Navn:
Forskeruddannelse (ph.d.)
Varighed:
3 år
ECTS:
180
Adgangskrav:
Kandidatgrad
Økonomi:
Færdiguddannede kandidater får løn. Ikke-færdige kandidater får særlig SU

Man kan forske inden for alle de videnskabelige områder. I nogle ledige ph.d.-stillinger er emnet for forskningsprojektet fastlagt på forhånd. I andre har du mulighed for selv at bestemme emnet, når du formulerer din ansøgning.

Som forskerstuderende skal du være tilknyttet et universitet eller en anden højere uddannelsesinstitution, men du kan også samtidig være tilknyttet en virksomhed (erhvervs-ph.d.).

Foto: Getty Images

Fold alle afsnit ud

Indhold

Ved starten af en forskeruddannelse skal du sammen med uddannelsesinstitutionen fastlægge en forsknings- og uddannelsesplan. Planen skal ud over en beskrivelse af selve projektet og uddannelsesforløbet også indeholde en tidsplan, en vejledningsaftale, en aftale om eventuel ophavsret og en finansieringsplan.

Uddannelsesinstitutionen udpeger en hovedvejleder, som er ansvarlig for dit samlede forløb. 

Indskrivning som ph.d.-studerende

Det enkelte universitet kan beslutte, at man kan indskrives som ph.d.-studerende, før man afslutter sin kandidatgrad. Det ændrer dog ikke selve uddannelsesforløbets omfang, da man stadig skal afslutte sin kandidatuddannelse. Muligheden gælder kun for få uddannelser. 

Uddannelsen varer 3 år og foregår ved ph.d.-skoler oprettet af universiteterne, andre højere uddannelsesinstitutioner eller en sektorforskningsinstitution, fx SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd). Efter aftale med institutionen kan dele af studiet, enten forskningsprojektet eller en del af kurserne, gennemføres ved andre danske eller udenlandske forskningsinstitutioner.

Erhvervs-ph.d.

Du kan også være ansat i en privat eller offentlig virksomhed som erhvervs-ph.d., hvor du udfører et ph.d.-projekt inden for den pågældende virksomheds interesseområde. Du skal samtidig være indskrevet ved et universitet eller en anden højere uddannelsesinstitution.

Titel

Uddannelsen giver ret til titlen ph.d.

Undervisning

I løbet af uddannelsen skal du lave et selvstændigt forskningsarbejde og på det grundlag skrive en afhandling. Derudover skal du følge kurser, som er relevante for forskningsprojektet. De skal samlet svare til ca. et halvt års studier.

Du skal også indgå aktivt i forskermiljøer både ved indskrivningsinstitutionen og uden for den, fx i udlandet. Dertil kommer, at du skal opnå erfaring som underviser eller anden form for vidensformidling, fx formidling af dine forskningsresultater.

Løbende vurdering af din indsats

Værtsinstitutionen vurderer løbende på baggrund udtalelser fra hovedvejlederen, om din uddannelse forløber tilfredsstillende, eller om den eventuelt skal stoppes. 

Bedømmelse

Ved den endelige bedømmelse giver et bedømmelsesudvalg indstilling om, hvorvidt afhandlingen viser, at du selvstændigt kan anvende fagets videnskabelige metoder. Udvalget skal også vurdere, om der er ydet et bidrag til fremme af forskningen, der svarer til international standard for ph.d.-grader inden for fagområdet.

Eksamen

Herefter skal du forsvare din afhandling ved et offentligt forsvar, som er en eksamen, hvor du skal redegøre for dit arbejde og efterfølgende lade dig eksaminere af bedømmelsesudvalget.

Adgangskrav

Det kræver normalt en afsluttet kandidateksamen at blive indskrevet som forskerstuderende.

Ved enkelte uddannelser er det dog muligt at blive indskrevet, før man har opnået kandidatgraden. De enkelte institutioner kan selv bestemme, hvem de vil indskrive på studiet.

Optagelse

Man søger normalt på opslag om ledige ph.d.-stipendier, der opslås på institutionernes hjemmesider og i relevante aviser og tidsskrifter. Du skal skrive en ansøgning og fremlægge en detaljeret studieplan over, hvad ph.d.-projektet skal dreje sig om, og hvad uddannelsesforløbet skal indeholde.

Emner

I nogle ledige ph.d.-stillinger er emnet for forskningsprojektet fastlagt på forhånd. I andre har du selv mulighed for at bestemme emnet, når du formulerer din ansøgning.

Økonomi

Ph.d.-studerende ansættes generelt i en overenskomstmæssig stilling som ph.d.-stipendiat. Det betyder, at de ansættes i en stilling med løn. Ansættelsen dækker uddannelsesperioden på 3 år og kræver en kandidatgrad inden ansættelsen. Lønnen er ca. 30.000 kr. om måneden inkl. pension.

For ph.d.-studerende, der indskrives til forskeruddannelse før bestået kandidatgrad, gives der støtte efter særlige bestemmelser i SU-loven, da de samtidig er indskrevet som kandidatstuderende.

Erhvervs-ph.d.

Erhvervs-ph.d.er får løn af den virksomhed, de er ansat i.

Fremtidsmuligheder

Med en gennemført forskeruddannelse kan du søge ansættelse ved universiteter og sektorforskningsinstitutioner, herunder arkiver, museer og forskningsbiblioteker. Inden for nogle fag er der tradition for at kvalificere sig yderligere ved at skrive en doktordisputats og derved opnå en doktorgrad.

Private virksomheder

Du kan også blive ansat som forsker i private virksomheder såvel i udlandet som i Danmark. De fleste forskerstillinger er med undervisningspligt.

Det er dog ikke alle, der tager en forskeruddannelse, der ender med at blive aktive forskere. Uddannelsen giver mange andre karrieremuligheder, alt efter hvad man har forsket i.

Uddannelsessteder

På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information

Inspiration

Interviewer med mikrofon
Interviewer med mikrofon

Jan Kehler er 43 år og forsker. Han er uddannet bioanalytiker og organisk kemiker samt ph.d. Han...

Et ophold i udlandet kan styrke dine faglige og personlige kompetencer.

Zoom ind og sammenlign uddannelser.