I uddannelsen i erhvervssprog og it-baseret markedskommunikation indgår it som et væsentligt arbejdsredskab og en vigtig del af undervisningen.
Uddannelsen varer 3½ år og indeholder et hovedfag, et bifag, fire fællesfag og valgfag. Desuden er der indlagt et tre-måneders praktikophold i en erhvervsvirksomhed.
Hvis du har en uddannelse til multimediedesigner, kan du gennemføre uddannelsen på 2 år.
Hovedfaget er altid et fremmedsprog. Du kan vælge mellem engelsk eller tysk. Her arbejder du med forskellige delfag, der skal styrke din mundtlige og skriftlige sprogfærdighed og den generelle viden om det område, hvor sproget bliver talt.
Bifaget er it-baseret marketing og kommunikation. Det består af en række kurser, blandt andet i grafisk design og kommunikation, international markedsføring, web-design og projektstyring.
Fællesfagene er: sprog og kommunikation, virksomheden i samfundet, sprog på tværs samt internet og databaser.
Valgfagene tilrettelægger du selv. De kan være en udbygning af din sproglige viden, fx om specielle problemer i den interkulturelle kommunikation eller specielle felter inden for fagsprog. Du kan også anvende dem til at styrke din viden inden for markedsføring og kommunikation eller inden for et eller flere af fællesfagene.
Praktikopholdet ligger på 5.-6. semester. Her arbejder du med et konkret praktisk projekt i en virksomhed, som skal munde ud i en projektrapport.
Undervisningen veksler mellem holdundervisning, gruppearbejde i skriftlige og mundtlige værksteder samt projektopgaver.
Uddannelsen giver adgang til titlen Professionsbachelor i erhvervssprog og it-baseret markedskommunikation. Den engelske betegnelse er Bachelor in one Foreign Language and IT-based Marketing and Communication.
Den foregår i Slagelse.
Eksamen
Du afslutter uddannelsen med et bachelorprojekt.
Antal færdiguddannede
I 2007 fuldførte 9 uddannelsen. Tallene for 2008 er ikke opgjort. Se forklaring på tallene.