Som sygeplejerske har du et bredt arbejdsområde og flere muligheder for at specialisere dig. Uddannelsen indeholder såvel medicinske fag som psykologiske fag og foregår som en vekslen mellem teoretisk og klinisk (praktisk) undervisning, der tilsammen varer 3½ år. Den kliniske undervisning varer i alt 1½ år.
Du lærer at give professionel sygepleje og at forholde dig kritisk analyserende til dine opgaver. Der lægges vægt på det tværfaglige samarbejde med andre faggrupper på fx et hospital.
Undervisningen er tilrettelagt over 14 undervisningsmoduler svarende til 7 semestre.
Hovedfaget i den teoretiske undervisning er sygeplejefaget, der blandt andet omfatter sygepleje- og omsorgsteori, sygeplejebegreber og -modeller, kliniske metoder i sygeplejen m.m. I arbejder med fænomener som smerte, angst, død, sorg og håb og ser på sygeplejerskens rolle i forhold til patienter og pårørende i de situationer, hvor disse fænomener optræder.
Herudover får du undervisning i sundhedsvidenskabelige fag, fx folkesundhedsvidenskab, sygdomslære samt videnskabsteori og forskningsmetode, i naturvidenskabelige fag som biokemi, mikrobiologi og anatomi og fysiologi, i humanistiske fag, fx psykologi, kommunikation, filosofi og etik samt i samfundsvidenskabelige fag, fx sociologi og antropologi, organisation og ledelse samt jura.
Den kliniske undervisning er med til at skabe sammenhæng mellem teori og praksis. Her bliver der fokuseret på menneskets oplevelser, vilkår og handlinger i forbindelse med sundhed og sygdom og på forholdet mellem patient og sygeplejerske. Der bliver endvidere lagt vægt på din egen faglige og personlige udvikling.
Den kliniske undervisning finder sted på afdelinger i sygehusvæsenet og i social- og sundhedsvæsenet uden for sygehusvæsenet. Det er også muligt at søge udveksling til udlandet noget af tiden på godkendte institutioner.
Undervisningen veksler mellem forelæsninger, klasseundervisning, projektarbejde og gruppearbejde. Praktiske øvelser sker på demonstrationsstuer og kliniske studier ved godkendte kliniske uddannelsessteder. Der vil være en del selvstudie.
Uddannelsen giver adgang til titlen professionsbachelor i sygepleje. Den engelske betegnelse er Bachelor of Science in Nursing.
Uddannelsen foregår på Bornholm, i Esbjerg, Frederiksberg, Hillerød, Hjørring, Horsens, Holstebro, Nykøbing Falster, Næstved, København, Roskilde, Odense, Randers, Silkeborg, Slagelse, Svendborg, Sønderborg, Thisted, Vejle, Viborg, Aalborg og Aarhus.
Udover dagundervisning er der ved flere sygeplejerskeuddannelser mulighed for net-/fjernundervisning bl.a.i København, Slagelse, Sønderborg, Viborg-Thisted og Aarhus.
Eksamen
De teoretiske og kliniske moduler bliver bedømt ved interne eller eksterne prøver. Uddannelsen indeholder i alt 5 eksterne prøver.
Du afslutter med et bachelorprojekt, som bliver bedømt ved en mundtlig prøve. I projektet skal du selvstændigt behandle en selvvalgt sygeplejefaglig problemstilling.
Antal færdiguddannede
I 2011 fuldførte 2.201 uddannelsen. 76 procent af dem, der begyndte på uddannelsen i 2011, forventes at fuldføre den. Se forklaring på tallene.