Psykomotorikken tager konkret udgangspunkt i kroppen, men opfatter krop og psyke som to aspekter af samme helhed. Faget kombinerer viden om sundhed, pædagogik og psykologi.
På uddannelsen lærer du at udføre afspændingspædagogisk og psykomotorisk behandling samt at give vejledning, rådgivning og undervisning til enkeltpersoner og grupper i alle aldre.
Du får undervisning i afspændingspædagogiske og psykomotoriske fag og endvidere i sundhedsfaglige, naturfaglige, humanistiske og samfundsfaglige emner, der er centrale for den psykomotoriske terapeuts opgaver.
Du får viden om emner som fx:
- sundhedsfremme og livsstilsændringer
- forebyggelse af fysisk og psykisk sygdom
- pædagogisk formidling
- individuelle og gruppedynamiske processer i psykomotorisk praksis
- undervisning i kropsbevidsthed og bevægelse
- psykomotorisk behandling
- afspænding
- rehabilitering
Det er et fuldtidsstudium med gennemsnitlig 40 timer om ugen fordelt på undervisning, forberedelse, gruppearbejde, praktik og eksamen.
Dine praktikperioder foregår på et godkendt praktiksted og varer sammenlagt 6 måneder inden for de første 3 år.
Der er mødepligt til praktikken og til det meste af undervisningen.
Uddannelsen giver adgang til titlen professionsbachelor i afspændingspædagogik og psykomotorik. Den engelske titel er Bachelor in Relaxation and Psychomotor Therapy.
Uddannelsen foregår i Hillerød og Randers.
I København udbyder Skolen for Holistisk Afspænding en privat uddannelse til afspændingspædagog. Uddannelsen er SU-godkendt.
Eksamen
I løbet af studiet er der både mundtlige og skriftlige eksamener, og du afslutter uddannelsen med et bachelorprojekt efter eget valg inden for uddannelsens kernefag.
Antal færdiguddannede
I 2009 fuldførte 46 uddannelsen. 57 procent af dem, der begyndte på uddannelsen i 2009, forventes at fuldføre den. Se forklaring på tallene.