Master i dagtilbuds- og indskolingsdidaktik handler om børn og barndomme med særligt fokus på trivsels- og læringsmiljøer i vuggestue, børnehave, dagpleje, SFO, børnehaveklasse og indskolingsperioden op til omkring 2. klasse, herunder arbejdet med brobygning mellem børnehave og skole.
Uddannelsen er tilrettelagt over fire semestre. Den består af seks moduler og afsluttes med et masterprojekt.
Uddannelsen gør børns livs- og læreprocesser til genstand for systematisk refleksion og analyse og har fx fokus på læringens mål, indhold, form og organisering.
Du beskæftiger dig med børn og barndomme i et historisk, sociologisk og kulturelt perspektiv og bruger din viden til at udvikle, gennemføre og evaluere læreprocesser, hvor barnet er en aktiv deltager.
Undervisningen tilrettelægges som en blanding af seminarer, forelæsninger, workshops, studiegruppearbejde, e-learning og selvstudier.
Den engelske betegnelse for master i dagtilbuds- og indskolingsdidaktik er Master of Education for Daycare and Primary School.
Uddannelsen udbydes af Aarhus Universitet i Emdrup og kan foregå i København eller Århus.
Eksamen
Der afholdes prøve efter hvert modul. Hele uddannelsen afsluttes med en eksamen.
Værd at vide
De enkelte moduler på masteruddannelserne kan følges som selvstændige kursusforløb.
Du kan læse mere om at følge enkeltmoduler på masteruddannelser på Danmarks Pædagogiske Universitetsskoles hjemmeside.
Du kan også selv sammensætte en masteruddannelse som et fleksibelt forløb.